På vej hjem i bussen fra biografen hørte jeg en udtale, man ikke kan redde hele verden. Inspireret af filmen Just Mercy jeg lige havde set, tænkte for mig selv: ”Nej, fuldstændig rigtigt! Gør man i det mindste en forskel i nogens liv, så har det stor værdi. Så et sted må og skal nogen jo starte.”

Just Mercy er netop en sådan film. Den er inspireret af og baseret på virkelige hændelser. En ung afroamerikansk jurastuderende Bryan Stevenson (Michael B. Jordan) fra Havard er efter praktik og mange års studie endelig færdig. Han siger nej til gode stillinger og udsigt til at tjene mange penge. Han flytter til staten Alabama, og vil hjælpe fangere der sidder på dødsgangen. De er enten uretmæssigt dømt – er uskyldige – eller også er sagen af obskure grunde aldrig kommet for retten. Her møder han lokalbefolkningen – de hvide og de sorte – ser hvordan det foregår i en myriade af løgne, falske beviser og opdigtede historier for at beskytte sine og sit. Der er klar forskelsbehandling. Stevenson ved, han ikke let kommer til resultater med sit arbejde for Equal Justice Initiative. Der skal soleklare og skudsikre beviser til, før argumentationen virker. Det kræver også, at man forstår, har empati og kender sine klienter til fulde.  Stevenson går all in. Han helmer ikke. Det er den kamp, vi oplever i filmen. Stevenson møder personligheder på dødsgangen, som desværre ikke står til at hjælpe. Sådan er systemet – stejlt og koldblodigt. På dødsgangen møder han også Walter McMillian (Jamie Foxx), som har en svær og nærmest uigennemtrængelig sag at få sandheden frem i. Nu er det, det hele skrider på godt og ondt.

Filmens historie fokuserer ikke på, hvordan det er at sidde på dødsgangen. Det vi oplever i det henseende, det er ikke meget og uddybende. Det er heller ikke filmens pointe.

Det er svært entydigt at kalde filmen Just Mercy et retsdrama. Denne film handler mere om kampen at få en retmæssig retssag til retssalen. Derfor er den meget to the point og uden de helt store emotionelle udsving på den konto. Der er heller ingen retorisk lang, flot og stemmeflyttende forsvarstale. Her er det, beviserne og sandheden der er det vigtige, så behørige myndigheder vil lytte og tage det alvorligt.  Det er nærmere retorik baseret på handling og retorik i det daglige, for nu at sige det på en anden måde. For velformuleringer som argumenterer kraftfuldt, som får folk til at tænke og lytte, det undgår man ikke i en film som denne. Her tænker jeg på scenen med Walter McMillian, hvor han skal forstå og måske vil lade sig overtale til retshjælp. Scenen med modstanderens advokat uden for dennes fancy hus, og scenen med den i og for sig korte med koncise tale til dommeren ved en af høringerne.  

Inden jeg gik ind for at se filmen, tænkte jeg på, hvad filmen kunne have af nyt at bidrage med i forhold til dens tema. Hvordan de sorte bliver set på og behandlet af de hvide i sydstaterne, det er ikke ligefrem breaking news. Til det stillede spørgsmål må jeg sige, nej.

Det filmen dog formår, er at belyse at det i nyere tid stadig foregår. Det er i selv skræmmende og utrygt. Filmen formår i højere grad at fortælle en historie om, hvordan man er nødt til at arbejde for, at sætte et skarpt fyrtårnslys på et retssystem der er korrupt, hullet som en si og favoriserende. Vi skal heller ikke glemme, der er historien om Stevenson. Han er hårdtarbejdende, en person der bryder sig, og giver aldrig op over for noget han tror på. 

Da jeg sad og så filmen, blev jeg meget engageret i selve historien. Dens uretfærdighed og usandheder måtte bare frem lyset, så alle kan se og forstå. Jeg synes egentlig de 2 til 3 mest emotionelle scener, der er indbygget i historien, de passer ganske fint. Måske vil nogen synes, det kammer over. Men her er jeg uenig. Da filmen ellers ikke spiller særlig højt på det emotionelle, synes jeg, det er helt OK, at de er der. I den forbindelse er det en passende modvægt, ifølge denne filmseer. Skulle det emotionelle få hovedvægt, ville filmen ellers let blive en flæbefilm. Det ville ikke være på den gode måde, og alt for meget af det gode.

Skuespillerne gør et solidt stykke arbejde. Jeg finder skuespillerne fortolker og viser et realistisk portræt af deres karakterer. Michal B. Jordan som den unge advokat der vil hjælpe andre lyser ud af ham i kropssprog og øjne. Jamie Foxx som den uretfærdigt dømte skovhugger brænder igennem med sit solide og velspillede portræt af en mand, der absolut ikke skuer hunden på hårene.

Publikum var tydeligt engagerede. De fulgte med og sad stille som mus. I hvert fald i den biografsal jeg sad i. Nogle grinede samtidigt med mig, hvor det var behørigt. Filmen er på sin vis vigtig – to the point og aldrig sentimental, så det bliver cheesy.

Derfor giver jeg den 4 flotte retmæssige, solide og retfærdige stjerner ud af 6 mulige.