Brutal med toner af fremmedhad, tankevækkende, original og tidstypisk.

Jeg finder denne franske film Les Misérables instrueret af Ladj Ly meget spændende og tankevækkende.

Det er en film, som i den grad er fyldt af testosteron og maskulin måde at gøre tingene på. Det er sikkert sådan, som det er i virkeligheden. Kvinderne der kommer på banen, må enten skælde gevaldigt ud for at holde nogenlunde styr på situationen. Som mor må man se til, når sønnen ikke lige vil åbne sig – kan åbne sig og fortælle. Kvinder må finde sig i en betjents maskuline og indbildte hårdkogthed. Dog er mand – kvinde tema egentlig et mindre et at tage fat på. Pointen er blot, det er der som beskrevet.

Filmen foregår i belastet byområde. Kvarteret har set bedre dage. Huse, veje, legepladser, boligblokke, parker og markeder ser alt sammen miserabelt og misholdt ud. Kort sagt, befinder vi os i en ghetto. Her samles voksne i grupperinger alt efter tro, og hvor de kommer fra. Det samme gør børnene. Alligevel kender alle hinanden. Der er ikke overraskende, at der opstår konflikter af mere eller mindre dramatisk karakter. I kvarteret kører der civilbetjente rundt. De er tre stykker. Den ene af dem, Ruiz (Damien Bonnard), er lige ansat og helt ny i kvarteret og på jobbet. Det er nogle begivenhedsrige situationer han bliver præsenteret for på første arbejdsdag. Det gælder områdets beboere, og hvad de kan finde på. Det samme gælder hans 2 nye kolleger. Det er et sted, hvor man skal have snakketøj og muskelstyrke intakt for at kunne begå sig. Det gælder om at holde balancen og finde ud af, hvad der er op og ned, hvordan ting foregår og hvorfor, hvordan og hvorledes. Det er ikke uden drama.

Især, da en af de unge drenge på et tidspunkt fra sin drone filmer, hvad der foregår, og hvordan politiet takler og styrer en situation. Uha, det sætter dem i et noget uheldigt lys.
Man opdager hurtigt, at en politibetjent ikke nødvendigvis bruger fine metoder og arbejder efter bogen. Man opdager hurtigt, hvilket sammenhold eller ikke sammenhold, de voksne har. Blandt dem er der magtsyge og hierarki. Samtidig ser vi også, hvad der sker hos de unge drenge.

Nu er det at jeg kunne gå ind i et par scener og diskutere disse. Det ville være at afsløre alt for meget om filmen. Dog vil jeg sige, balladen starter, idet en flok sigøjnere fra et cirkus med dyr tropper og vil have sin stjålne løveunge Johnny tilbage. De påstår, en af kvarterets unge ballademagere har stjålet den. Balladen eskalerer time for time, og det ender meget dramatisk i cirkusteltet hos løvetæmmeren. Det er skræmmende, ondsindet, uhyggeligt og meget dramatisk. Senere ender det med, og her er det, at historien virkelig har sin stemme, at kvarterets børn tager affære.

Filmen har en fremdrift. Historien har aldrig et kedeligt moment. Her skal man huske på, der er en fiktiv historie med så og så meget plads, kreativitet og rum til at fortælle. Så hvis, det kammer lidt over, så er det sådan. Faktum er, der er action og dialog hele vejen igennem. Under de sidste scener sad jeg helt ude på stolekanten. For mig var det nervepirrende og aldeles ildevarslende og oprørende. Samtidig giver konklusionen eller måske rettere filmens inspiration med Victor Hugos citat et tankevækkende perspektiv. Dette berører og giver filmen et reelt tema og budskab, som kan bruges personligt – familiemæssigt, som også gerne skulle vise sig på det samfundsmæssige og politiske plan. Jeg vælger at ikke afsløre dette citat. Jeg mener, man selv skal se og opleve filmen. Derefter kan man selv diskutere og gøre sine egne tanker og danne sin egen mening.

Filmens historie rørte mig med dens tema, som taler til alle mennesker. Filmens historie har en fremdrift, og den bliver aldrig langtrukken.

Filmen er et bud på, hvordan Les Misérables i dag lever og har det med og under de forsætninger, som livet giver dem. Derfor får filmen 5 stjerner af mig