Der findes flere indspilninger af Little Women. Denne filmseer har set filmudgaven fra 1994. Tydeligvis er det samme historie, men fortalt, skrevet og filmet med forskellig stemning og fokusområder. Jeg vil ikke lave en større analyse. Ej heller vil jeg bedømme, hvilken filmudgave der er bedst. Dertil skal dog siges, at udgaven man viser i biografen for øjeblikket, er en biograftur værd. Skuespillerne gør det godt. Der er smukke scener og billeder. Historien er væsentligt og med et sigende fokusområde. Samtidig står persongalleriet klart og tydeligt frem.  

Little Women er baseret på bogen af samme navn, skrevet af Louisa May Alcott. Den udgav man i to bind i henholdsvis 1868 og 1869.

Den handler kort sagt om denne flok søstre, som står hinanden meget nær. De skal klare sig selv i livet – i denne verden med deres kunstneriske aspirationer – eller ved at gifte sig til rigdom, som deres Aunt March (Meryl Streep) mener, er det eneste rigtige. Den ene søster vil være skuespiller, dog hun gifter sig af kærlighed, den anden vil være malerinde, den tredje vil være forfatter og den sidste vil være pianist.

Vores protagonist er forfatterinden, Jo March, og spilles af Saoirse Ronan. Søstrene underholder dem selv ved nogle gange at klæde sig ud som mænd og spiller teater, udfører monologer eller læser ting op for hinanden. En aften er naboens unge mandelige familiemedlem inviteret til at være med. Han hedder Theodore ‘Laurie’ Laurence, og spilles af Timothée Chalamet. Han får et glimrende og familiært forhold til søstrene. Især Jo, som kalder ham Teddy. Der sker en masse, med rejser, familiekonstellationen, søstrene i mellem også videre.    

Jo March er flyttet til New York. Her skriver hun, og sælger sine historier til forlag, hvis de vil udgive dem. Det er netop her, Jo finder ud af, hvilket stof hun er lavet af. Det er her filmens fokus kommer ind. Jo, hun vokser som person, som forfatterinde via hendes oplevelse med redaktøren, samt det han siger til hende. Jo, er ikke en person der giver op. Hun giver ikke blot andre ret. Hun siger ikke, ja, fordi andre beordrer hende et eller andet. Hun er en person, som vælger at leve sit eget liv. Hun gør, hvad der gør hende lykkelig.  Taler vi om kærligheden, er det sværere for hende. Dog, er det vel ingen afsløring, at det ender lige præcis som det skal – dette uden at blive for kliché-agtigt eller ultra-romantisk.

Vi har altså en person, som kæmper for at blive anerkendt som forfatterinde. Vi skal lige huske tidsepoken her. Jo, vil som sagt stå på egne ben. Hun er stærk og kan tænke selv. Hun har også overskud til at være der for sin familie, så godt hun kan. Ingen skal fortælle Jo, at en kvinde kun er i stand til det med kærligheden – en kvindelig hovedrolle i en historie skal ikke nødvendiges giftes, blot fordi redaktøren siger det – en kvinde kan sagtens have mod og turde være handlekraftig.

Netop det ovennævnte fokus får filmen så fint frem. Filmens manuskript er skrevet således, og Saoirse Ronan viser det ypperligt med hendes skuespil. Den energi, med hvilken hun viser karakterens stærke sider på, er præcist og rammende.  Det giver fart over feltet, og det bliver aldrig kedeligt. Skuespillet er som karakteren – ubændig og ukuelig – hun er principfast – og står ved det, som hun finder rigtigt.   

Musikken er flot, tidslig og understøtter historie og billeder. Mere er der ikke at sige om det. 

Selve historien er skrevet med tilbageblik. Det giver det hele tempo og fremdrift. Det tillader også filmen at vise visse scener med større ro. Der er nogle flotte scener ved stranden mellem de to søstre. Der er nogle dramatiske scener der på bakketoppen, hvor skuespillet hos Saoirse Ronan og Timothée Chalamet står frem i alt deres potentiale. Det er flot, og skaber en god og rørende historie. Dens aktualitet og nærvær ligger i det med at en person, mand som kvinde, vokser og finder sig selv og egen vej i livet.

Jeg er heldig at se så mange fine og flotte film i disse dage, Little Women får nemlig 5 stjerner ud af seks mulige og en kæmpe anbefaling af mig.