Eleanors sandhed er en film, der åbner med en stille smerte, som langsomt breder sig ud i hver eneste scene. Scarlett Johansson viser allerede fra første billede, at hun ikke er interesseret i sentimentalitet, men i sandheden bag menneskers handlinger — også når de er grimme, desperate eller dybt misforståede. Det er en imponerende moden instruktørdebut, båret af en hovedrollepræstation, der er intet mindre end formidabel.

June Squibb er hjertet i filmen som Eleanor Morgenstein, en 94‑årig kvinde, der har mistet sin mand og nu bor sammen med sin livslange veninde Bessie. De to kvinder har delt alt — hverdag, humor, rutiner og et fælles savn efter deres afdøde ægtefæller. Da Bessie dør, mister Eleanor ikke bare sin nærmeste fortrolige, men også den sidste person, der virkelig så hende. Det er dette tab, der sætter hele filmens fortælling i bevægelse.

Squibb spiller Eleanor med en blanding af stædighed, charme og en næsten barnlig længsel efter at betyde noget. Hun er både morsom og hjerteskærende, og hun bærer filmen med en energi, der gør det svært at tro, at hun selv er i 90’erne. Det er en præstation, der fortjener at blive nævnt blandt årets stærkeste.

Ind i Eleanors kaotiske nye tilværelse træder Nina — en 19‑årig journaliststuderende, spillet med en sjælden sårbarhed af Erin Kellyman. Nina har mistet sin mor, og hendes far, Roger Davis spillet af Chiwetel Ejiofor, er en kendt tv‑vært på programmet New Yorks fortællinger. Han er en mand, der aldrig har formået at håndtere sin kones død, og hans følelsesmæssige fravær har efterladt Nina alene med sin sorg. Det gør hendes møde med Eleanor endnu stærkere: to kvinder, der begge længes efter at blive set, men som står på hver sin side af livet.

Kellyman er fremragende. Hun giver Nina en råhed og en stille styrke, der gør hende til filmens moralske kompas. Hendes scener med Squibb er blandt filmens mest levende — et generationsmøde, der aldrig bliver sødt eller konstrueret, men ægte, skrøbeligt og fuld af gnister.

Johansson iscenesætter deres relation med en imponerende sikker hånd. Hun forstår, at de vigtigste øjeblikke ofte ligger i det usagte: et blik, en tøven, en løgn, der bliver fortalt for at fylde et tomrum. Hun skaber en film, der både er humoristisk og dybt rørende, uden at miste sin skarphed.

Visuelt er Eleanors sandhed en kærlig, men realistisk skildring af Manhattan. Byen er ikke en romantisk kulisse, men et sted, hvor mennesker forsøger at genopfinde sig selv — også når de er 94. Kameraet følger Eleanor med en blødhed, der understøtter filmens temaer om identitet, tab og længslen efter at høre til.

Det er især i filmens første halvdel, at Johansson viser sit talent som instruktør. Hun tør dvæle ved det ubehagelige, ved de små løgne, der vokser sig store, og ved den smerte, der driver Eleanor til at fortælle en historie, der ikke er hendes egen. Det er modigt, og det er dybt menneskeligt.

Eleanors sandhed er en film om bedrag, ja — men endnu mere om det desperate behov for at blive set. Om venskab på tværs af generationer. Om sorgens efterdønninger. Og om en kvinde, der i en alder af 94 stadig forsøger at finde ud af, hvem hun er.

Scarlett Johansson leverer en debut, der både er skarp, rørende og fuld af liv. Og June Squibb og Erin Kellyman gør den uforglemmelig.

Filmen får fem stjerner ud af seks mulige.