Det er udfordrende for denne skribent at skrive om serien Lovecraft Country.

Ikke blot skal jeg efter eget initiativ skrive om en serie der i den grad hører indunder horror-genren. Det er slet ikke mig, når det kommer til stykket. Sjældent i hvert fald. Det må jeg indrømme. Oftest set taber jeg interessen, det keder mig, og jeg har svært ved at tage det alvorligt. Det falder yderst sjældent billedmæssigt i min smag. Ej heller nærer det min æstetiske sans. Jeg bliver hurtigt træt af splatter, blod, mærkelige monstre, halvdøde hvidmalede mennesker og den slags. Samtidig bliver jeg yderst sjældent offer for skræk, suspense og forfærdelse når det gælder film. Jeg mener, jeg lader det mig yderst sjældent gå på.  

Ydermere er denne en slags anmeldelse baseret på en screening, hvor 5 episoder ud af 10 var tilgængelige.  Dette betyder, visse ting kan være ændret og forbedret i den endelige udgave af Lovecraft Country.  Samtidig er der måske en drejning og udvikling i historien, jeg derfor ikke har fået med mig og endnu ikke ved noget om.  

I det følgende gør jeg kun mit bedste. Så, bær over med mig.

Serien Lovecraft Country er baseret på bogen fra 2016 af samme navn skrevet af forfatteren Mark Ruff.

Udgangspunktet er mødet og kampen mod monstre og racismen i det hvide USA i 1950erne. Den unge afroamerikanske Atticus Black (Jonathan Majors) leder efter sin far. Det tager ham ud på en bilrejse med en veninde og hans onkel.  Rejsen er lang. Det virkelige og/eller uvirkelige de møder er udfordrende på alle fronter.  

Monstre og racisme er da en interessant præmis.  Den måde man viser det på, er både realistisk og mere fantasifuldt.

For eksempel politimænd der er ubehagelige over for afroamerikanere på gader og veje. Hvordan hvide og sorte i 1950erne havde svært ved at omgås hinanden i forretninger med mere. Det er set før. Det ved vi.  Underlige og usande historier bliver af hvide digtet, blot for at vise overlegenhed og uden grund for at kriminalisere afroamerikanerne.  Så intet er nyt eller en reel spoiler her.

Det vil være for afslørende at beskrive, hvordan de viser det på den fantasifulde måde. Jeg håber, det følgende står klart nok. Det jeg kan sig, er, at det er som om, græsset er grønnere hos andre end sig selv.  Det at alle andre har det bedre, er i en bedre situation, det at man ønsker ting ville være anderledes, og det at ville være en anden som fra en anden verden. Det får man frem med special/visual effects via især én karakter i historien. Det bliver i mine øjne en noget beskidt og griset affære.  Det funger overraskende nok, at vise det på den måde. Dog, skal jeg lige vænne mig til den måde at udtrykke sig på. Hvad det fortæller, står tydeligt frem, jo mere jeg tænker over det. Jeg ser i hvert fald tydelig symbolikken og metaforen. Det er et plus. Hertil vil jeg sige, generelt er brugen af special og visual effects vellykket i serien. Det fungerer og virker indenfor historiens univers af horror og dens præmis. 

Vi bliver ved plussiden af Lovecraft Country.

Kostumer, make up og setting er spot on med akkuratesse. Jeg er tilbage i tiden 1950erne. Alt er, som det var den gang. Der er virkelig gjort et reelt stykke arbejde her. Det er flot og gennemført.

Musikalsk set var 1950erne et slags banebrydende årti. Elvis Presley blandt flere andre musikere introducerede verden for rock and roll.  Denne rhythm and blues inspirerede musik bliver da også flittigt brugt i serien. I mine ører havde det været klædeligt kun at holde sig til ovennævnte form for musik. Det er ikke tilfældet i serien. Dog. De fleste gange er musikken valgt og tilpasset fint. Det vil sige, jeg forstod, hvorfor vi skulle høre den sang eller det stykke musik til den respektive scene. I mine ører og musiksmag er det derfor forstyrrende, idet man pludselig har valgt musik fra rap, hip hop og/eller house-genren, til scener og billeder der tydeligt viser 1959erne. Jeg tror, jeg forstår tanken bag det. Jeg tror, jeg kan forstå hvorfor. Det virker bare ikke – det skurrer i mine ører – er ikke passende i min optik – også fordi, man lige pludselig hører noget mere symfonisk musik til mange andre scener. Så de forskellige typer af musik er noget der trækker ned, når det gælder helhedsindtrykket for mig. Jeg kan kun håbe, man ændrer og vælger anderledes til den endelige udgave af Lovecraft Country.

Det, at det svinger frem og tilbage uden retning i valget af musik – således kan man også sige, det svinger med hensyn til skuespilpræstationer. Uden detaljerig beskrivelse vil jeg blot sige, det er OK, og lader det være ved det.  

Det er faktisk svært, at skulle give stjerner til Lovecraft Country. Jeg tænker, på den ene side er horror ikke lige mig – det svinger ikke rigtig det med musikken for mig – skuespillet er det op og ned med. Jeg tænker, på den anden side er der også plusser at finde. Alt med hensyn til setting, kostumer, make up med mere falder i min smag. Jeg blev da også positivt overrasket, jeg faktisk kunne se symbolik og metafor klart og tydeligt.  Jeg ender derfor på 4 udmærkede og solide stjerner.