Anmeldelse

I denne rasende hurtige informationstid er daglig kost politik, falskhed og ægthed, de formende teenageår, kærlighed i alle former, seksuelt ståsted, monogami overfor polygami, dysfunktionelle familier, fattigdom, middelklasse, rigdom, SoMe og hvad det kan bruges til, racespørgsmål, ambitioner, High School, Havard og listen kan øges og øges. Hvis du krydrer dette med pianospil og en sang eller to, så har du serien The Politician.

Payton Hobart (Ben Platt) er denne adopterede teenagedreng. En dag skal han sidde på den mest magtfulde stol i hele verden som USAs præsident. Det ved han. Derfor er livet en nøje planlæggelse mod dette mål. Det viser sig både med hensyn til hans valg af omgangskreds, studievalg, interesser og skole med mere. Han kæreste (trofækæreste?) er endda briefet og opfører sig nøje som en slags førstedame. Det skinner tydeligt igennem, og det viser, hvem han er – eller ikke er – et menneske bestående af en slags tomhed – også alligevel ikke helt. Der er endda også lidt overskud til at lære andre sprog og musik på agendaen.  Derfor er det også heldigt, han nu er en del af denne voldsomt rige familie. Det hjælper, og det gør visse ting lidt lettere, når man har penge at bruge af. Det er tid for et valg som de studerendes overordnede stemme på hans High School. Nu ser vi alt det arbejde, der ligger i at føre en kampagne om at opnå stemmer – præcis som i en rigtig politiskkampagne om at blive et lands præsident eller øverste politiske leder.  Kort sagt, Payton er i lære som politiker. Der er intriger, falskhed, oprigtighed, politisk spin, venskaber opstår, venskaber smuldrer, familierelationer må stå sin prøve og må se realitetens lys. Der er opture og nedture i det private og i det professionelle liv – eller det offentlige liv om man vil.  

Temaerne i denne serie er som sagt nutidige og for alle let genkendelige. De er puttet ind i en historie, hvor karaktererne vises skrupelløst og lige på. På den måde har vi en historie om, hvordan mennesker kan, må og ønsker at begå sig i dette samfund fuld af informationer og krav om at finde et højt og magtfuldt sted at være personligt og i sit arbejde. Det fungerer glimrende og underholdende som en historie. Den fortæller om, hvordan samfundet i omfattende struktur påvirker og gør ved den enkeltes måde at vælge og leve på.

Skuespillet der præsteres i denne serie, det skal have mange rosende superlativer. De er solide og overbevisende hele vejen igennem. Jeg vil nævne nogle stykker. Ben Platt er fantastisk overbevisende som denne ambitiøse teenager.  Han virker autentisk, som denne (u)ægte unge politiker der ikke har råd til at vise, hvem han egentlig er, for der er ingen tid at spilde. Skæbnens tog skal og må køre på skinner, uden at det kører af sporet. For alle andre er han denne unge ambitiøse mand med politik i centrum af alt. Inden i er han (nok) denne kærlighedshungrende, måske biseksuelle, bløde, musikalske, følende på en måde kreativt tænkende person. Men skal man være USA’s præsident og tænke i politiske baner, balancerer man mellem ærlighed og uærlighed. Det brænder igennem, og man mærker det tydligt. Jeg tænker især på grædescenen. Hvor det oprigtige hos karakteren her vises – eller det ikke oprigtige. Dualiteten er immanent. Det er flot skuespil. Og så synger han jo smukt og rørende i begravelsesscenen.

Jessica Lang er ganske enkelt enestående og fantastisk som denne bedstemor, der er på kanten med sit temperament og kærlighed til sine og sit. Det er ikke det, hun ikke vil gøre af ondt eller godt. Hendes accent (ægte eller ej) er perfekt som denne voksne kvinde fra det sydlige USA, og hårstylingen sidder lige i skabet. Hendes mimik, stemmebrug og fagter er slagkraftige og fungerer hundrede procent.

Benjamin Barrett er eminent som denne små-uintelligent Ricardo. Kropssproget, den somme tider åbne mund mimik og moustachen er funklende og ideel til denne karakter. Gwyneth Paltrow fungerer så fint som denne søde trofæfrue, der blot har kærlighed til sin adoptivsøn og som altid er optimistisk og godtroende. 

Jeg kan ikke andet end at give denne serie en anbefaling og 5 stjerner. Jeg blev fanget af persongalleriet og historien. Den er så levende og tydeligt fortalt. Karakterne de er flettet ind i hinanden uden en eneste forvirring om hvorfor. I hvert fald, hvis man spørger mig. De fremstår hver og en med deres personlighed på en tydelig måde. Deres historie fremstår fortalt på en original måde, og de er soleklare. Skuespillerne har et flot materiale at arbejde med. De præsterer i tip top klasse med overbevisning. Temaerne er præsente i alles daglige dag, som man som menneske er nødt til at forholde sig til. Ambitioner versus det menneskelige. Det som forekommer at være oprigtig i det uærlige, eller omvendt. Det politiske spil er højt. Den menneskelige pris er høj. Måske er det og den blot realistisk, alt efter den vej man vælger at gå.  Det bliver spændende at se, hvad Payton må have og få på den politiske agenda i sæson to.