Anmeldelse

Vi ser en mand under vandet i et svømmebassin. Vandet er klart og blåt Hvad laver han dog der? Er han ved at drukne sig selv, eller… hvad er det, scenen vil fortælle?

Det er ikke altid lige let, at se en film af Pedro Almodóvar. De emner han ynder at tage op, er ikke altid lige spiselige og fordøjelige. Her er man nødt til at forholde sig til kønsidentitet, transseksualitet, katolske præsters seksuelle misbrug, narkomisbrug, mord, dysfunktionelle familier og moderrelationer blandt andre. I forhold til nævnte temaer og hans tidligere film er Smerte og ære langt mere afdramatiseret og neddæmpet.

Filmskaberen Salvador Mallo (Antonio Banderas) viser sig at være en syg mand. Der er det ene og det andet i vejen. Han er tappet for kræfter. Mentalt er han deprimeret, og han er ikke i stand til at bedrive sin kunst. At skrive manuskripter og producere film, hans hjertebarn, er han for fysisk træt til, med en krop så fyldt af smerter. Efter operationer i rygraden, gentagne kvælningsfornemmelser og ingen appetit lever han som en slags skygge af sig selv. Det eneste han kan, er, at tænke tilbage på sin barndom og det liv han har levet. Det tager ham med på en slags personlig rejse, ind ad, hvor han må forholde sig til vigtige ting omkring sig selv og sine relationer.   

Han må tage et alvorligt kik på forholdet til sin mor, og ting der skete, når han var barn. Der er fattigdom, og livet i en hulelignende bolig. Han bliver sendt på præsteskole for at studere. Det er ikke noget, der huer ham. Han opdager som meget ung dreng, hvor hans seksuelle begær og præferencer ligger. Det er så stærk en oplevelse, at han besvimer af det.

Filmskaberens nu 30 år gammel film Sabor skal vises igen. I den forbindelse bliver han bedt om at stille op, og svare på de i biografen tilstedeværendes spørgsmål. Det skal han sammen med filmens protagonist.  Forinden må de mødes. Filmmageren og skuespilleren Alberto Crespo (Asier Etxeandia) har et anstrengt forhold. De har ikke talt sammen siden dengang, og er ikke de bedste venner. Dog med lidt rygeheroin og reel snak kommer der fut under relationen. Sjovt nok, som det skrider frem ad, opstår der et samarbejde, og en teatermonolog bliver en realitet.  Monologen virker hudløs ærlig. Der er også et kærlighedsforhold, Salvador må slutte fred med for at kunne komme videre. Det både personligt og i sit kunstneriske virke.

Historien om denne filmmager, bliver fortalt og filmet uden mærkbare overgange. Det hele hænger meget naturligt sammen. Dog er det relationen til moderen der vi gentagne gange vender tilbage til.  Jacinta (Penélope Cruz) er en skarp og handlekraftig dame. En rolle som passer den spanske skuespillerinde forrygende godt.

Selve historien oplevede jeg helt klart, nok så personlig. Det er meget nærliggende at tænke dette. For hovedpersonen har umiskendeligt en Pedro Almodóvar hårfrisure. Filmen virker meget ærlig. Naturligvis ved vi ikke, hvor meget der er digtet eller trukket fra.  Det behøver vi ikke. Det vigtigste er, at historien fungerer og fanger.

Antonio Banderas spiller denne rolle helt eminent. Han brænder igennem, så vi som publikum tydeligt kan føle og forstå karakteren. Der er ikke megen gestikuleren eller mimik. Man fornemmer og ser det i øjnene. Som filmseer oplevede jeg karakterens sårbarhed, samtidig som en stærk vilje i sidste ende til at komme videre med sig selv. Det virkede meget kraftfuldt.

Denne film fortjener 5 meget klare og strålende stjerner. Det gør den fordi den er flot og farverigt filmet. Det gør den, fordi det er en oprigtig film, som tydeligvis har en personlig bagvedliggende historie. Ligegyldigt, hvor meget eller lidt, så er filmens tema og historie genkendelig. Det er rørende og hæderligt fortalt.