Dagen, jeg havde ventet på, kom endelig. Det blev tid til fjerde sæson af The Crown.

Jeg finder Netflix. Jeg ser, der er 10 episoder, der hver har en spillelængde på under en time. Dem deler jeg ud over to til tre dage, er min umiddelbare tanke.  Sådan bliver det ikke. Nej! Jeg ser den ene episode efter den anden samme dag. Jeg kan ikke slippe skærmen. Det vil sige, jeg bliver lige så fanget denne gang som i foregående sæsoner.

Hovedskaberen Peter Morgan, som gerne skriver om virkelige personer og hændelser, har efter sin succes med filmen The Queen, hvor Helen Mirren spiller Dronning Elisabeth, skabt et drama der oplyser – på samme tid er det underholdende og interessant.  

Jeg tør vove den påstand, at fjerde sæson er mere spændende end de foregående.

Vi har tre fremtrædende kvinder i prominente positioner. Vi har Lady Thatcher ved regeringsmagten. Vi har Lady Dianas personlighed og popularitet, og også i en ægteskabshistorie som mange har en holdning til. Dette bliver vist uden at docere eller vise offer eller martyrrollen. Allerede her må jeg sige, se og hør blot, hvordan fjerde sæson afslutter. Vi har ikke mindst Dronning Elisabeth selv, der hele tiden må se og finde en vej at gå som person – som dronning.

Ydermere skal den royale familie gruelig meget igennem. Storbritanniens situation med stor arbejdsløshed, økonomisk inflation, Lady Thatcher som regeringsleder, Lady Dianas gang på de bonede gulve, alt det vi ved om Prince Charles og hende, Camilla Bowles rolle, Buckingham Palace mangler generelt opdateret og teknologiske sikkerhedsforanstaltninger, der er Commonwealth-aftaler der skal på plads i enighed, i fred og fordragelighed. Ikke mindst er der skjulte familiemedlemmer på hjem for psykisk syge, som kommer frem i dagens lys.

Jeg kunne tage mange enkelte scener og gå i dybden med dem.  Det er der ikke plads til i en anmeldelse. Lad mig blot nævne nogle scener, som i min optik er stærke. Vi har dér, hvor Diana og Charles siges at mødes for første gang. Jeg kan ikke sige, det er hændt lige præcis sådan. Dog, Shakespeares En skærsommernatsdrøm, er fremme i billedet her. For mig er scenen stærk, da den er velskrevet. Samtidig har den noget poetisk og kunstnerisk over sig. Det varsler ligesom deres skæbne, hvis de ender sammen. Det er meget symbolsk og sigende.  

Det er flot skrevet og vel spillet.

Det samme er scenen, hvor en arbejdsløs og ikke mentalt rask borger finder sin vej frem til  Elisabeths sovekammer. Hvordan og hvorfor det sker, må man selv finde ud af ved at se The Crown.  I det hele taget er hele denne episode stærk og velskrevet – i min opfattelse – også fordi det dramatiske og det foruroligende fremstår i fin balance.  Det samme finder man i andre episoder.

Jeg sad dog efter omtalte episode med ønsket om at ville vide mere. Der kunne måske være gået lidt mere i dybden – være vist en facet mere eller to. Det har der sikkert ikke været plads til i skriveprocessen eller filmprocessen. Men spændende er det.

Der er som sagt flere gode og stærke scener at nævne. For nu vil jeg blot sige, at enhver audiens-scene mellem Dronning Elisabeth og Lady Thatcher er nærværende. De sætter spot på to kvinder der leder med hver deres forudsætning. Ordene, kropsholdig og øjnene fortæller det hele. Hvordan det har været i virkeligheden, er ikke til at vide. Men det er virkelig flotte – samt igen meget sigende scener.

Der er andre scener for eksempel mellem Diana og Charles, mellem Diana og Prins Phillip, som kunne nævnes. Sådan kan jeg blive ved.  

Derfor, lad os nu se på skuespillet.

Gillian Anderson, som de fleste kender fra X-files, overrasker til fulde i sit portræt af Lady Thatcher. Stemmen og den britiske accent er gennemført. Hun yder fremragende skuespil. Det er et overbevisende og velspillet portræt hun får frem. Selv Lady Thatchers ludende krop og hovedet på sned er med. Det er flot, og hun når klart og tydeligt sit publikum.

Emma Corrin som den unge Diana er blændende. Hun fanger Lady Dianas ungdom, (livs)nysgerrighed og uvidenhed på bedste måde. Vi har dansescenerne og Balmoral Test episoden. Vi har Terra Nullius -episoden, hvor Lady Diana, i hvert fald i serien, bliver yderst bevidst om, hvilket potentiale hun har til at blive/være populær – det som hun senere i livet kalder og vil være Queen of Hearts.  

Emma Corrin og Josh O’Connor som spiller Prins Charles, har flot skuespillerkemi. I deres fællesscener skyder de både med Amors pile, og Hades dyb og mørke kommer frem i deres blikke. Frustration over den enklestes position i hele denne ægteskabsmaskerade og holden fast i én selv er immanent, og kommer for dagen. Det er fremragende, og fungerer på bedste vis.

Olivia Colman som Dronning Elisabeth bliver ligesom bare bedre og bedre. Her vil jeg blot sige, hun fungerer upåklageligt og overbevisende. Hun gør en eminent figur med både respekt og drama. Hendes portræt fortjener rosende ord og flere minutters applaus.

Hvad, skuespillerne i sæson 5 og 6 vil bringe og vise i deres portræt, bliver spændende. De har noget at leve op til.

Denne anmeldelse nærmer sig sin afslutning. I fjerde sæson af The Crow blev jeg yderligere informeret om den engelske royale familie, jeg var underholdt og fanget af serien. Skuespillet var blændende og nåede sit publikum. Det samme gjorde det cinematiske, og måden det hele er skrevet på. Derfor skal serien have 5 stjerner, som oplyser det hele ud af 6 mulige.

Skrevet af Ellen-Karin Myklebust