Skal man forstå titlen The Farewell som et farvel – eller kan det også indikere det at fare vel videre på sin rejse i livet?  

Jeg ved godt, det er en gammeldags måde at udtrykke sig på. Ikke desto mindre var det dét, som jeg umiddelbart kom til at tænke på, mens jeg så filmen.  

Den livlige Billi (Awkwafina), som oprindeligt er fra Kina, bor i New York med sin nærmeste familie. Al anden familie bor i Kina eller Japan. Det holder ikke hende og bedstemoren Nai Nai (Shuzhen Zhao) fra at tale med hinanden i telefonen. De har et nært forhold og holder meget af hinanden.  En dag er Nai Nai på hospitalet til nogle undersøgelser, og hun er ledsaget af sin søster.  Resultatet er nedslående, og giver ikke Nai Nai mange måneder tilbage at leve i.  Søsteren gør, som kulturen byder. Hun siger intet. Hun lyver ganske enkelt, og siger alt er godt, og helbredet er intakt. Alle andre i familien bliver informeret om situationen. Nu vil de samles. Derfor arrangerer man hastigt et bryllup. Det er Billis fætter, som bor i Japan, der skal giftes. Alle mødes i Kina.  

Billi, som jo helt sikkert er en del af to kulturer, kan ikke lade være med at tænke over og reagere på, hvorfor man i den kinesiske kultur og familie ikke vil sige sandheden til Nai Nai. Med tiden forstår hun, og må følge trop. Dette er en læreproces, som Billi skal igennem. Dette sker på en emotionel og festlig måde og med tankeproces, spørger man denne filmseer.  

Netop dette synes jeg er historiens styrke. Altså, at der er rum til følelser, tydeligvis lader man humoren skinne klart igennem, og at det kræver tankeforståelse for at kunne følge og gøre det som kræves.

Samtidig ser jeg en historie, der kommenterer på forskelle mellem østen og vestens kultur og filosofi. De forskelle der er beskrevet, de giver historien kant og gør den medrivende. I hvert fald er det kommet en flot film og historie ud af det fuld af stemning, melankoli, humor og så videre

Skuespillet rammer plet filmen igennem, som jeg ser det. Awkwafina er overbevisende, og hun når publikum.  Der er en alvor og livlighed, som brænder igennem lærredet. Det er spot on og fuld af mod på livet.  Skuespillerkemien er ikke til at tage fejl af mellem karakterne Billi og Nai Nai. Mange scener vidner om dette. Dog. Jeg synes, der fremstår særlig klart i scenen udenfor, hvor de laver nogle tai chi eller kung fu lignende bevægelser.  Og også i scenen, hvor rejsen går tilbage til Amerika. En karakter kan måske virke noget overdramatiseret et sted i bryllupsscenen. Men jeg køber den ved nærmere eftertanke.  For skuespillet og den italienske arietta Caro mio ben man hører i baggrunden, får både det alvorlig og det mere livskraftige frem i min optik – endda med en vis humor.

Med hensyn til filmens tema, kan jeg ikke lade være med at tænke.  Livet og døden – døden og livet. Det er overordnet, hvad filmen The Farewell handler om for mig, skrevet ind i et familiedrama.  For man må forholde sig til et kært familiemedlems tid snart er ved at rinde ud. Samtidig har vi det kulturelle aspekt, hvor man ikke siger noget. Altså, livet fortsætter og skal leves, uanset hvilke situationer og udfordringer man møder. Det er især her, jeg tænker østen møder vesten. Dette er skrevet og spillet med et blink i øjet. Hvilket er et klogt træk. Filmen og dens tema får således charme, det hele bliver let forståeligt, og kan således på den gode måde begejstre et publikum. Så jeg forstår godt, hvorfor man på engelsk kalder filmen en crowdpleaser.

The Farewell rammer dybt, jeg blev rørt. Det var en super fin filmoplevelse. Det hele føles ægte. Uden tvivl skal denne film have 5/6 stjerner, der skinner og lyser klart i både guld og sølv.