» Helt generelt er filmen virkelig flot filmet
Indledning og forudsætning
Jeg forstår, mange vil synes, denne film kan være nok så inspireret af Game of Thrones. Ærlig talt, kan jeg ikke prale med at have set den serie. Derfor hvis der er noget i filmen, jeg ikke ser af den grund, så er det berettiget, hvis referencen synes åbenbar. Jeg kan kun forholde mig til filmen The King og intet andet. Denne filmseer kan kun se og opleve filmen ud fra forudsætningen, som man kunne kalde en clean slate.
Resume
Timothée Chalamet spiller Prince Henry of Wales, som går under navnet Hal. For ham er det ikke let at være arving til det engelske kongerige. Især da forholdet til hans far Kong Henry IV af England er meget anstrengt. Hal er uinteresseret i politik, hoffets intriger, magten som konge og alt det der. Han tilbringer derfor sine dage med sin kammerat og gode ven John Falstaff (Joel Edgerton) med druk, fest og kvinder i Eastcheap. Henry IV er meget syg og ligger for døden, og Hal bliver derfor kaldt hjem til slottet. Her informeres han om, at lillebror Thomas (Dean-Charles Chapman) i stedet skal blive konge. Thomas sendes ud i en blodig kamp i sin fars sted og hans politiske spil, så at sige. Her er det at Hal, som kun ønsker fred, træder til ude på slagmarken. Han vil gerne tale sin bror til rette og redde ham. Det ender ikke helt som ønsket, og ikke videre godt. Hal må erkende og se sin skæbne i øjnene. Han bliver alligevel Henry V, Kongen af England. Nu skal han som ganske ung begå sig som monark, overtage og navigere i det politiske lumske klima, finde sine sande fjender og venner. Det er den rejse og udvikling, vi oplever.
Skuespil, kulisser, kostumer, billeder og så videre
Der er rigtig meget ved filmen, jeg kan lide. Helt generelt er filmen virkelig flot filmet. Skuepillet er filmen igennem troværdigt og meget solidt. Kostumerne er flotte og fortjener ros og anerkendelse.
Skuespilleren Timothée Chalamet er et godt valg som den unge Henry V. Han fortolker sin karakter nutidigt. Han er overbevisende som denne unge monark, der skal finde fodfæste og finde egen mening i virvarret af troløse rådgivere, fjender og venner og det politisk spil med mere. Han er tilpas drenget/mand.
Robert Pattinson som den franske Dauphin er simpelthen forrygende og forfriskende i alt dette grå og krigshungrende. Jeg finder ham morsom og skræmmende på samme tid. Det fungerer hundrede procent. Hans accent er sjov, og det lyder fantastisk. Hans fagter med armene fungerer til fulde, med det han siger og mener.
Kulisserne og kostumerne er totalt gennemførte og flot eksekveret. De virker ægte. Det bliver aldrig til et maskeradebal eller teaterstykke. Det er virkelig flot.
Jeg er vild med farvepaletten, som er mørk og grå. Der er mange æstetiske smukke billeder. Især på slagmarken med den opadgående sol finder kameraet vinkler og lys, som gør det flot og smukt filmet.
Filmen The King er baseret på fire af William Shakespeares skuepil. Der er Richard II, Henry IV (del 1) Henry IV (del 2) og Henry V. Her i filmen, og som man har valgt at skrive historien, det fungerer for mig og er ganske lige til. Omdrejningspunktet er, hvad der sker for Hal før og efter slaget ved Agincourt. Vi ser og forstår den rejse, han må gøre for at finde sig selv som konge og menneske.
Min oplevelse af filmen
Jeg havde en god filmoplevelse med The King. Der var solide og nogle flotte skuespilpræstationer. Jeg fik et indblik i, hvad Henry V måtte igennem som ung mand, inden han blev den konge han blev. Billedsproget var flere gange æstetisk smukt. Kostumerne var fuldendte og gennemførte. Så alt i alt er det en film jeg vil give fire solide og billedskønne stjerner.
The King
Instruktør: David Michôd
Medvirkende: Timothée Chalamet, Joel Edgerton, Robert Pattinson, Ben Mendelsohn, Dean-Charles Chapman, Lily-Rose Depp
Genre: Drama, Biografisk
Spilletid: 2 t. 20 min.
Premiere: 01. november 2019
[Sassy_Social_Share]