Originale film til Netflix kan, med et glimt øjet, beskrives som vores tids svar på ”straight-to-video” film – på godt og ondt. Få gode, enkelte middelmådige, men i særdeleshed mange dårlige film. Især i gysergenren er sidstnævnte katagori repræsenteret i stor stil; Open House, Bird Box og ikke mindst den decideret utålelige, The Silence – bare for at nævne få.
Det seneste skud på stammen i Netflix’ gyserkatagori er The Perfection. En film som omhandler en falleret cellospiller, spillet af Allison Williams, som vender tilbage for at besøge den musikskole, hun tidligere studerede på. Her møder hun en ung og talentfuld pige, spillet af Logan Browning, som hun indleder et venskab med. De to piger begynder nu en vanvittig rejse, som byder på den ene vanvittige overraskelse efter den anden.

Spørgsmålet er nu om Netflix endelig har disket op med en god gyserfilm eller om de fortsætter deres tour de force indenfor sjuskede b-film.

The Perfection starter faktisk godt. Dens første 10 minutter er stemningsfulde, underspillede og tilnærmelsesvist ubehagelige. Der er ikke meget dialog og den visuelle historiefortælling er ganske vellykket.

Men så begynder filmens handling og herfra kan min begejstring sammenlignes med en tur i det gyldne tårn i Tivoli – frit fald. 

Der er utroligt mange problemer med The Perfection, men dens helt store problem er dens manuskript. Især dialogen imellem vores to hovedpersoner er desværre ikke særlig god – skuespillerne leverer desuden ikke replikkerne særligt overbevisende. De to piger skifter mellem at være utroligt overbærende og venlige, til at være decideret ubehøvlede og usympatiske – der er ingen rød tråd i måden, de opfører sig. 

Uden at komme nærmere ind på de konkrete omstændigheder, laver filmen en række plot twists undervejs. Disse virker decideret fortænkte og forcerede. Filmen stoler ikke på sit publikum og udrydder al tvetydighed ved at overforklare alt der foregår – dels med tunge ekspositionscener, men også ved hele to gange at spole historien tilbage og vise en scene igen fra et andet perspektiv. Udført med en manglende elegance, som næsten gjorde ondt at se.

Med undtagelse af filmens første 10 minutter, er der heller ikke den fjerneste uhygge at spore – tværtimod resulterer blandingen af dårlige replikker og middelmådigt skuespil i, at filmen bliver ufrivilligt komisk.

Endnu et problem med The Perfection er dens musikscener. Et eksempel på hvor godt musikscener kan udføres, er Damien Chazelles mesterværk, Whiplash – her sidder man med en klar forestilling om, at Miles Teller virkelig kan spille trommer, grundet den mesterlige instruktion og uovertrufne klipning. I The Perfection får man aldrig en fornemmelse af, at de to piger kan spille cello. Tværtimod føles det som at se to mimikere, som lader som om de spiller, imens den egentlige lyd kommer fra en ghettoblaster.

Det sidste punkt er filmens CGI-effekter, som (i tråd med resten af filmen) desværre heller ikke er særligt vellykkede.

The Perfection er ikke Netflix værste film til dato – men den er ikke langt fra. Den er ufrivilligt komisk, den er dårligt skrevet, middelmådigt spillet, den udnytter ikke sine setups, dens twists er ulogiske og forcerede og endelig er dens CGI-effekter heller ikke vellykkede.
Når den alligevel får små 2 stjerner, er det fordi dens første 10 minutter er tilforladelige og fordi jeg stadig har The Silence frisk i hukommelsen. Men ja – spring endelig The Perfection over. Bittesmå 2/6 herfra.