Plottet udspiller sig i fængslet ”Hullet”, hvor der er en celle på hvert niveau. I cellerne bor der to personer. Personerne får mad via en platform som bugner deraf, hvis man er heldig at bo på et af de øverste niveauer vel at mærke. I hver celle er der et hul i gulvet, hvor platformen bevæger sig ned igennem. Man har hver dag to minutter til at spise, og man er virkelig uheldig, hvis man befinder sig på et af de nederste niveauer. Så er der nemlig ikke mere mad tilbage. Der er kun den ene platform med mad, og den arbejder sig fra de øverste niveauer og nedad. Det vil altså sige, at alle under niveau 1 (som er det øverste) skal spise efterladenskaberne, indtil der ikke er mere mad tilbage.

Beboerne skifter lokation hver måned, og man kan risikere at komme ned på et niveau meget værre end det, man befinder sig på. Man kan også være enormt heldig at havne på et af de øverste niveauer. Det hele drejer sig om et spørgsmål om desperation og sult. I Hullet er der nemlig ingen regler. Og hvad gør man hvis man ikke har fået mad i en måned eller længere? Denne desperation skildrer filmen meget visuelt på en makaber og urovækkende måde.

Da rulleteksterne gled over skærmen, sad jeg længe og spekulerede på, hvad jeg skulle skrive om denne film. For jeg var rent ud sagt målløs. Det er nok den klammeste og mest ubehagelige film, jeg nogensinde har set. Og jeg vil gerne lige påpege, at jeg altså ikke er synderligt sart. Omkring halvvejs inde i filmen blev jeg nødt til at stoppe, og det var virkelig en krig for mig at se videre. Mit ubehag var så stort, at jeg faktisk sad med kvalme. Uden overdrivelse. Jeg var faktisk i tvivl om jeg overhovedet ville være i stand til at færdiggøre den. Men jeg fik kæmpet mig igennem. Heldigvis ligger de værste scener i den første halvdel af filmen, og den næste del var lidt mere overkommelig.

Filmen spiller meget på det ubehagelige. Den er nervepirrende, uhyggelig, ulækker og makaber. Med andre ord er der altså skruet op for alt, der kan skabe væmmelse hos seeren. Selvom filmen på ingen måde minder mig om noget jeg har set før, dukkede der alligevel en bestemt film op i mine tanker. Jeg fik associationer til den japanske ”Chihiro og heksene”, hvilket nok skyldes den ulækre mad og den stemningsskabende måde, den bliver brugt på. Desuden synes jeg også, at man kan trække nogle linjer til ”The Purge” og ”Black Mirror”.

Men på trods af at filmen er virkelig ækel, er budskabet leveret på en anderledes og tankevækkende måde. Den giver i hvert fald en hel del at tænke over. Hvis man kan se bort fra det konkrete og væmmelige for en stund, hvilket jeg slet ikke kunne i begyndelsen, vil man indse, at hele plottet faktisk har en mere symbolsk og filosofisk betydning. Jeg vil ikke afsløre hvad moralen helt essentielt er, da det vil tage al mystikken fra filmen.

Jeg har overvejet min bedømmelse nøje, og er nået frem til, at The Platform skal have 1 ud af 6 stjerner. Selvom filmen er meget interessant og relevant filosofisk set, er den simpelthen for mærkelig. Jeg er helt med på, at en film er god, når den kan fremkalde bestemte følelser i seeren og fængsle vedkommende i handlingen. Det gør denne film. Jeg kan nu meget godt lide idéen med den, og synes bestemt ikke, at der er noget, der skulle være gjort anderledes. Hele pointen bygger på det overdrevne ubehag. Men det var langt fra en rar oplevelse at se den.

Og netop her er det op til det enkle individ, hvad man værdsætter, og betegner som en god film. For ja, filmen er god. Den er god i den forstand, at den virkelig kan påvirke seeren fysisk, og at den elegant får flettet filosofi og et større budskab ind i den dystre og urovækkende opsætning. Men for mig handler film ikke kun om et gennemtænkt budskab.

Filmen skal også være underholdende og rent faktisk give mig lysten til at se den. Og det kan man i hvert fald ikke sige, at denne film gjorde. Jeg spekulerede hele tiden på, hvornår mon den var færdig, og sådan skal det bare ikke være. Den er bare en tand for meget til min smag.