Anmeldelse

Jeg er ikke specielt ferm indenfor westerngenren, men fra første gang jeg hørte omtale om The Sisters Brothers, blev det hurtigt en af de film jeg ikke ville gå glip af. Med en dediceret spektakulær rollebesætning bestående af blandt andre John C. Reilly, Joaquin Phoenix, Jake Gyllenhall, Riz Ahmed og Rutger Hauer kombineret med en historie om to brødre på jagt gennem den amerikanske vestkyst efter en kemiker, var det meget svært at forestille sig mindre end et decideret mesterværk.
Men kan filmen leve op til dette? The Sisters Brothers i hvert fald tilgængelig i udvalgte danske biografer, kun et års tid efter den fik præmiere i USA.  

Barske sheriffer, skydegale banditter og helte som ridder mod solnedgangen efter at have reddet landsbyen – sådan kan den gængse opfattelse af westerngenren (lidt firkantet) opsummeres. Hvis det er forventningen, vil denne film formentlig skuffe dig.
The Sisters Brothers er historien om de to brødre/hired guns, Charlie og Eli (spillet af Reilly og Phoenix), som sendes ud for at fange en kemiker (spillet af Riz Ahmed), som tilsynenladende er i besiddelse af formel, som kan gøre dem alle rige – og hvad dette indebærer, vil nærme sig spoilerteritorie. Undervejs møder vi også John Morris (spillet af Jake Gyllenhall), som ligeledes er efter kemikerens formular.
Filmen er dog ikke nær så interesseret i sin overordnede historie, som den er i udforskningen af de titulære brødre. Dermed falder og står filmen også med deres præstationer og begge leverer til UG. Især John C. Reilly spiller uovertruffent og sniger sig helt op blandt de bedste skuespilspræstationer jeg har set i år. Han formår at være både følsom, underspillet morsom og ligeledes barsk i visse scener. Phoenix er (som altid) også virkelig god som den fordrukne lillebror, Charlie. Forholdet mellem de to formår hele tiden af at veksle imellem at være lidt småkomisk, til ubehageligt og til at være decideret ømt og rørende.
Riz Ahmed og Jake Gyllenhall, som vi tidligere har set spille sammen i Dan Gilroys Nightcrawler fra 2014, er ligeledes virkelig gode sammen og selvom deres karakterer ikke bliver udforsket i ligeså høj grad som Sisters brødrene, får de begge skabt tredimensionelle og interessante figurer.
Foruden instruktør Jacques Audiard og skuespillerne skal en stor ros også lyde til fotograf, Benoit Debie – der med sine dvælende og stemningsfulde billeder gør The Sisters Brothers til en af årets flotteste film.
Ligeledes er make-uppen, sætdesignet og de visuelle effekter helt i top.
Som nævnt er filmen mere et langsomt opbyggende karakterstudie, end en fantastisk historie – men den langsomme opbygning gør blot at de ”klassiske skydescener” bliver så meget desto mere tilfredsstillende, når de endelig ruller over skærmen.

Hvis der skal lidt malurt i bægeret, så sætter filmen en række plotpunkter op tidligt, som den ikke følger til dørs. Eksempelvis bliver det indikeret at Reillys karakter har (eller har haft) en kone, som han ikke længere ser. Dette kommer til udtryk med et sjal, han konstant bærer med sig, men der kommer ikke noget payoff på dette setup.
Filmen vil desværre også fremmedgøre mange, da den er svær at kategorisere. Den er ikke en fuldbyrdet komedie, men er samtidig for morsom til at blive kategoriseret som et decideret drama. Den sætter sig lidt mellem to stole og virker måske en smule uforløsende derfor. Filmens dvælende tempo vil formentlig også gøre, at det bredde publikum vil stemple den som værende kedelig – men forhåbentlig vil du, kære læser, give den en chance. Det synes jeg i hvert fald den fortjener.

For at svare på mit indledende spørgsmål, om hvorvidt The Sisters Brothers er et decideret mesterværk; Måske ikke et decideret mesterværk. Men så sandelig en fremragende film, hvor det uovertrufne håndværk er vigtigere end den lidt underfortalte historie.
The Sisters Brothers får 5/6 stjerner fra mig og vil formentlig være at finde på min top-5 liste over bedste film fra 2019 (selvom den teknisk set er fra 2018) når året er omme.