I The Third Day fanger billedsiden og musikken denne filmseer. Det er især én ting, jeg ikke bryder mig om. Det kan man læse om længere nede i teksten.

Husk også, denne anmeldelse er baseret på en screener, hvor 5 episoder ud af 6 var tilgængelige.  Derfor var visse episoder stadig under bearbejdelse. Så den endelige udgave kan fremstå anderledes og forbedret. Ikke mindst er der måske en pointe i historien, jeg endnu ikke kender til eller kan gætte mig til.

Resumé

Meget kort fortalt handler det om Sam (Jude Law) som efter en heftig dag og en besynderlig situation ender ude på denne ø, som er forbundet af en lang dæmning, man kan køre bil på. Så han møder øens beboere og deres måde at leve på. Det får afgørende betydning for hans liv – sikkert lige såvel som for hans nærmeste familie.

Øen oser af mørke, skræk, gru, vold, religiøst levevis, mystik også videre. Hvilket igen er af afgørende betydning for vores protagonist.  

Nok om det.

Nu til det mindre flatterende.

Sproget

Jeg skal ikke være den stramtantede og sippede i dette afsnit. Dog, har jeg lov til at udtrykke min mening omkring det sprog, der bliver brugt i The Third Day. Man må gerne modargumentere. Alligevel. Jeg står fast ved, at jeg ikke bryder mig om det rigtig mange steder. Jeg tænkte længe over det. Jeg skulle hele tiden overveje, hvorfor man brugte F*** så meget. Eller rettere stillede jeg mig selv spørgsmålet: Hvilken berettigelse, eller hvad giver det lige det givne sted at bande med det ord? Absolut intet. Hvad siger det – hvad kommunikerer dette? Absolut intet. Gør det historien og den enkelte karakter tydeligere og dybere? På ingen måde. Så jeg siger: Nej, nej og atter nej. Argumentet om at karakterernes vrede står mere klart frem ved at bruge F*** holder heller ikke. Nærmere tværtimod. Faktisk, for mig som filmseer med mine holdninger, sans og smag mister jeg noget for både karakteren og skriveret i manuskriptet. Dette er mit største kritikpunkt til serien.

Nok om det.

Nu til lyspunkterne.

Billedsiden

Det skal bestemt nævnes. The Third Day er filmet med et vældig flot billedsprog. Jeg finder billedsproget mange steder æstetisk smukt. Det tæller langt op ad plusskalaen. Et sted bliver det nærmest som et maleri. Det var et fint afbræk i det ellers gennemgående billedsprog. Det var flot. Det tæller også, at jeg forstod billederne og kunne lide farvepaletten. Det er smukt og falder nok så meget i min smag. Det tæller også op ad, at de mere horror-lignende scener faktisk er nedtonet – eller rettere er på et plan, så det ikke bliver trættende for mig. 

Thumbs up for det.

Flot gået.

Skuespillet

Jude Law er overbevisende nok for mig som Sam – en mand der ikke virker velafbalanceret – hverken mentalt eller i livet generelt. Dog er der en scene, hvor han ikke fanger mig med sit skuepil. Det er der i starten, men ellers synes jeg, han giver karakteren liv og ben at gå på, med alt det han skal igennem.  Så Sam lader som sagt ikke til at være helt på toppen helbredsmæssigt. I hvert fald ikke psykisk. Det er der en for ham en meget tragisk grund til. Det er fuldt ud forståeligt. Ellers synes jeg, Jude gør det flot i sit portræt af en karakter, der lider af sorg, vrede og smerte. I alt dette må han erkende, hvorfor han er endt der ude på den lille ø langt væk fra civilisationen.  

Naomie Harris står stærkt i sit skuespil og portræt af Helen. Hun ender også ude på øen. Det er der selvfølgelig en grund til, kan man regne ud. Men karakterens slagfærdighed og evne til at stå fast på sit, får hun så fint frem. Hør blot, hvordan hun leverer sine replikker og se samtidig hendes kropsholdning. Det fungerer i min optik.

Emily Watson, som Mrs. Martin er også meget overbevisende. Hendes måde at aflevere dialog på er lige på i min opfattelse. Karakteren har noget faretruende over sig. Det hører man i dialogen, og måden hun får sagt dette på. Samtidig er der noget faretruende i hendes blik overfor medskuespilleren i serien.

Det er flot og solidt skuespil.

Vi forsætter i denne positive og glædelige dur.

Musikken

Jeg skal have noder foran mig og se en scene mange gange for at finde et passende og beskrivende sprog af musikken. Så denne gang vil jeg blot sige musikken i den grad, som jeg opfatter og hører det, er af stor betydning. Jeg kan lide, vi har samme type musik serien igennem. Jeg synes, musikken evner at fortælle noget dobbelttydigt her. Vi har måske en scene, som er lidt skræmmende og grufuld, alligevel evner arrangementet og valg af instrumenter på en måde at fortælle det ikke er så grufuldt og skræmmende – måske får det endda noget spirituelt frem. Blandt andet. Det omtågede i protagonisten og mystiske i historien, synes jeg også musikken understøtter så fint.

Det virker.

Det er så smukt med.

Stjerner

Som sagt er der mange positive ting at nævne ifølge denne filmseer. Jeg skal da helt klart se The Third Day til ende. Jeg må og skal se, hvad der sker. Så jeg tænker- egentlig vil jeg gerne give 4 og en halv stjerne, der smukt står solidt. Men jeg vælger grundet mit store kritikpunkt at runde ned til 4 stjerner, der lyser klart på nattehimlen.