Anmeldelse

Hvilken fornøjelse, at man i København afholder Norsk-Svenske Filmdage! Det er en glimrende måde at få aktuelle skandinaviske film med sig på. Der er en fin måde at se film på, der ikke nødvendigvis er mainstream og fra Hollywood.

Ud at stjæle heste er en film filmatiseret efter Per Pettersons bog af samme navn.  En bog jeg ikke har læst. Derfor havde jeg ingen forventninger, da jeg satte mig til rette i biografen. Det er faktisk mange gange en fordel, at man ikke har læst bogen, som filmen er baseret på. Hvad, det er i dette tilfælde, lader jeg stå åbent.  Det gav mig blot mulighed for at se filmen og intet andet.  Det vil sige, det er filmen, jeg har at forholde mig til, og min oplevelse af hvordan den fremstår. Derfor, hvis man kan se andet i filmen end jeg, så er dette berettiget. Men lad mig slå fast, jeg blev på ingen måde skuffet over denne film.  

Allerede barndommen og ungdomsårene kan give oplevelser, man senere som voksen er nødt til at bearbejde og forholde sig til- som for eksempel hvor sund én relation har man til sin far eller mor. Og også alt fra vrede til glæde, mistet kærlig – misundelse med mere. Naturligvis, er det for et hvert menneske unikt, hvilken måde man får bearbejdet alle livsoplevelser, så man kan slutte fred, og leve med det der nu engang er sket.

Netop det er historien i filmen. Trond (Stellan Skarsgård) flytter tilbage fra Sverige til Norge på sine ældre dage. Hans kone er død i en ulykke, han selv var impliceret i. Der går et rum stykke tid, før hans datter finder ham. For det han vil, det er fred og ro uden forstyrrelser. Han møder sin nabo Lars (Bjørn Floberg). Mødet sætter gang i mange minder fra barndommen og teenageårene. Det viser sig, Trond og Lars har en fælleshistorie.  Der er især forholdet til faderen, Trond må tage et ordentligt dyk ned i. Det, at Lars trigger alle disse minder, gør han på en respektfuld måde. Dog ikke uden en særlig lethed og slags humor. For som der bliver sagt til sidst i filmen; Du bestemmer selv, hvornår det skal gøre ondt.

Det der dengang skete, ser vi i flashback. Trond og hans far arbejder med tømmer en sommer. Der sker det utænkelige i et nabohus, at en skoledreng skyder sin tvillingebror under deres leg. Det betyder, drama i familien. Nu mødes, så at sige, husets mor (Danica Curcic) og Tronds far. De fatter mere end sympati for hinanden. Det samme gør Trond i sin vågen op og spirende til ung mand.  Der sker nogle forviklinger. Dog vil skæbnen efter sommerens forløb, og trods lang tids venten, at Trond aldrig mere skal se sin far.

Der er smukke fine overgange fra den ene tid til den anden. Der er ingen tvivl om, hvorfor vi er i nutiden eller noget fra fortiden skal vises.

Selve filmen er sanselig. Vi ser det ene naturbillede efter det andet. Det ene smukkere end det andet. Dyrene, træerne, markerne og bjergene. Man mærker sneens kulde – solens varme – regnens kraft – flodens skvulpende larm – ligesom der er mellem mennesker. Man mærker dramaet – det triste – det sjove – glæden og friheden. Hvilken frihed ligger der ikke i at kunne finde en hest og blot ride på den. Skulle man sætte en finger på dette, skulle det kun være, at det måske nemt bliver alt for mættende og overvældende. Denne natur, denne naturpoesi og smukhed- det er sanseligt, meget sanseligt- det bliver musikalsk og rytmisk.

Skuepillet skal have flotte roser. Stellan er vidunderlig som den ældre Trond, og alt hvad han tænker, som karakteren Trond står lysende klart. Danica er overbevisende som nabohusets mor. Hun taler forresten et glimrende norsk i filmen. Bjørn Floberg som Lars er eminent. Han træder stærkt frem med sit formidable skuepil.  Stemmeføring og ansigtsudtryk er ligesom det skal være. Se bare scenen ved køkkenbordet mellem Trond og Lars.

Jeg giver denne film fire flotte stjerner. Det gør jeg for billedernes skønhed, det sanselige, samt fordi alt fungerer flot som i en storslået voluminøs symfoni.