Det er da godt timet, at man i biografen for tiden kan se dokumentarfilmen VIVA LA VIDA. Især hvis man lige har rundet Louisianas udstilling Fantastiske Kvinder. Her viser de netop nogle få malerier af den mexicanske kunstmalerinde Frida Kahlo. 

Hver gang jeg opdager, Frida Kahlo er på programmet, så er jeg på. Jeg er ganske enkelt dybt fascineret af hendes malerier, måde at udtrykke sig på og hendes liv.

Ifølge mig er hun den kunstnerinde, som gennem sin kunst evner at fortælle om kroppens smerte – livssmerte i det hele taget som ingen anden. Samtidig er hendes malerier og liv et vidnesbyrd om stor kærlighed til Mexico, hendes hjemlands præspanske historie og kultur og ikke mindst hendes kærlighed til Diego Rivera.

Derfor tog jeg da i biografen for at se VIVA LA VIDA, som er en dokumentar om denne særlige kunstmalerinde fra det mellemamerikanske.

Titlen VIVA LA VIDA er også titlen på det sidste billede, som Frida færdiggjorde i 1954 få dage inden hun gik bort. Skal vi oversætte det fra spansk til dansk bliver det Lev livet eller til udtrykket Længe leve livet.     

Selve dokumentaren fortæller nok så dybdeborende om hendes liv. Vi har en fortællerstemme. Den er sikkert irriterende, hvis man har indgående kendskab til alt om Frida på rygraden. For dem som hører om Frida for første gang, og gerne vil tilegne sig viden om hende, synes jeg, det er ganske passende. Vi gennemgår alle de vigtige ting. Det er alt fra hendes fædrene ophav, bus/sporvogns ulykken som ødelagde hendes krop, forelskelsen og den dramatiske relation hun havde til Diego, utroskab og sex, aborter, operationer, kommunismen, malerierne, om museet for at bevare og oplyse om den præ-spanske kulturarv. Kort sagt vi kommer det hele igennem. Alt sammen bliver også fint fortalt via arkivoptagelser, interviews, fotografier med mere. Overfor har vi nye smukke filmoptagelser af en skuespillerinde, der skal portrættere en tyst Frida, som den spirituelle, personen der søger naturen, sit hjemlands historie med mere.  

Det er altså en Frida Kahlo fra to sider. Ligesom i hendes maleri Tree og hope, Remain strong viser. Her har vi netop den Frida, der er spirituel, robust, en viljestærk person fuld af selvtillid, mod på livet med mere. På den anden side viser det Frida, som i livet kæmper for kroppens evne til at opretholde hende, om at udholde smerter der ikke fortager sig, livets svære lod, den mørke side af hendes personlighed og så videre.

Nu vil jeg komme med mit største kritikpunkt til VIVA LA VIDA. Hilda Trujillo Soto som er direktør for Frida Kahlo Museet i Mexico er vores guide gennem filmen. På et tidspunkt udtrykker hun, at vi vil se Frida i et nyt lys. Den køber jeg ikke. Dokumentaren indfrier det ikke for mig. Jeg har altid set Frida som en person med de to ovennævnte sider. For man skal ikke have megen viden om Frida Kahlo for at forstå selve livet, og det at leve var særligt for hende på så mange måder.  Jeg er ingen ekspert. Blot har jeg altid betragtet Frida Kahlo, som en person der ikke lod livet gå sin næse forbi, trods vanskelige omstændigheder ville hun leve livet og have hele livsoplevelsen med. Som jeg forstår. Samtidig er jeg sikker på, hun forbandende hendes plagede krop og livets hårde vilkår langt væk.

Af det mere positive, nyt og rørende jeg fandt, var i scenen, hvor Soto får lov til at åbne Fridas urne. Diego Rivera bad om, at denne ikke måtte åbnes før 15 år efter Fridas død. Nu over 50 år efter bliver den så åbnet. Man finder forskellige ting i den. Smykker, sjal med mere.  Det var rørende, og fuld af kærlighed og respekt for Frida det som Diego her viste.

I denne scene siger Soto, som jeg frit citeter. “Gennem sine objekter,” siger hun, “har vi opdaget personen inde i kunstneren … munter Frida, der vidste, hvordan man forvandlede smerte til et kunstværk.“

Igen, jeg køber den ikke, da det er sådan, jeg altid har opfattet Frida Kahlo, lige siden jeg besøgte Casa Azul der midt i 90erne.

Nu er det filmen skal tildeles stjerner. Jeg giver den 4 flotte stjerner, der stråler langt ind sjælen. Det gør jeg, fordi min opfattelse af Frida Kahlo blev bekræftet på en glimrende og flot visuel måde. Den står fast som Solens og Månens pyramide i Teotihuacan.