Priscilla

I denne anmeldelse af filmen ‘Priscilla’ kan jeg ikke undgå at nævne Baz Luhrmanns film ‘Elvis’ fra 2022. Det er ikke for at sammenligne eller bedømme om den ene film bedre end den anden. Ej heller er det for at bedømme, hvilken film fortæller den mest sande historie om Elvis Presley. Det er i anerkendelse og forståelse af ud fra hvilket ståsted, man fortæller sin Elvishistorie. Vi, som kun kender musikken og den fantastiske sangstemme, har ingen belæg for at bedømme, hvordan og hvorledes det egentlig har været at være rundt omkring – eller at være Elvis. Man kan have sin mening, hvilket er legitimt. Dog man må erkende, at vi ikke kender den dybe sandhed. Vi må også erkende, skulle en anden person fortælle om deres oplevelse af Elvis, ville historien være en anden.

Allerede nu forstår man min position. Samtidig vil jeg sige, de to førnævnte film giver et nuanceret blik på, hvordan det kan have været. Instruktøren Sofia Coppola har lavet ‘Priscilla’ ud fra bibliografien fra 1985 med titlen ‘Elvis and Me: The True Story of the Love Between Priscilla Presley and the King of Rock N’ Roll’, som Priscilla Beaulieu Presley har forfattet med Sandra Harmon. Den vinkel filmen tager, anser jeg at være en personlig og ærlig fortælling om, hvilken oplevelse kærlighedsrelationen til Elvis bragte med sig for den meget unge Priscilla.

De fleste kender historien. Elvis Presley er i militærtjeneste i Tyskland. På samme militærbase befinder den purunge Priscilla og hendes forældre sig. Hun keder sig, og ønsker at møde andre. Hun får en aften lov af sine forældre at tage til en fest, hvor Elvis vil være til stede. Samtalen mellem dem begynder, og de finder et fællesskab. Med tiden og dating udvikler relationen sig. En dag flytter Priscilla ind på Graceland, efter at Elvis overtaler hendes forældre om, at hun vil blive taget hånd om og få det godt.

‘Priscilla’ fokuserer altså på, hvordan Priscilla oplevede livet med og kærlighedsforholdet til Elvis. Dette er bestemt modigt at stå frem med, da så mange har deres eget billede af hvordan Elvis var. Har man et glorificerende glansbillede, hvor Elvis ikke kan gøre noget galt, kan ‘Priscilla’ nemt rive det sønder og sammen i tusinde bider. For i filmen ser vi for nogen en ukendt eller utænkelig side af Elvis – i hvert fald en anden side af hans personlighed end den vi oplever i filmen ‘Elvis’. Her er det nuancerne kommer ind, og som jeg ser det, giver det et interessant og større billede af det Elvis var som person samt skæbne. Det man kan tage med sig, hvis det er Elvis, man er mest interesseret i at vide noget om. ‘Priscilla’ er højst sandsynlig derfor ikke en film for dem, som går meget imod Priscilla, og det hun har at sige om Elvis. Man kan håbe og sige, at filmen har potentiale til at åbne øjnene op for et bredere perspektiv. Jeg mener, alt sammen bliver vist på en sober og ikke bedømmende måde.

Sofia Coppola har evnet at lave en meget stemningsfuld film. Man fornemmer tydelig Priscillas unge alder, ensomhed, følelse af isolation og længslen efter noget mere. På den måde ser vi Priscillas vokse, og som til sidst må tage en beslutning for livet. Musikken er yderst velvalgt, som fanger den tids ånd. Stemningen i den sidste sang og billede fortæller en grundstemning og holdning, som Priscilla gerne vil have os til at forstå. Make up og kjolerne er et modestudie værd. Jeg forstår nu bedre, hvilke udfordringer en feteret musiker som Elvis måtte have med at skabe balance mellem livet på landevejen, utallige koncerthaller fyldt med hvinende kvinder og familielivet hjemme på Graceland.

Jeg finder denne film yderst vigtig og interessant. Når det gælder Elvis og Priscilla, ønsker jeg den åbner op for civiliseret debat. Jeg kvitterer med 5 strålende stjerne ud af 6 mulige.