Synkefri. En fiktiv filmatisering af en ægte, forfærdelig tragedie. En film fuld af følsomt potentiale og dybe, nedgravede følelser. En fantastisk film der tager en igennem hele følelsesregisteret.

Det er filmen om en ny redningsbåd der kommer til fiskerbyen Hirtshals i Nordvestjylland. Båden hedder RF2 og er efter sigende synkefri, hvorfor den også bliver set på med så store øjne. Den her redningsbåd kommer til at ændre fiskernes liv og ja det gjorde den. Men ikke helt som folkene i den lille by havde forventet.

Da båden RF2 ankommer til fiskerbyen Hirtshals, lægger det en dæmper på alle fiskernes og deres familiers skuldre da det er en genial mulighed for at kunne redde bådene der ikke klarer den i stormene. Men RF2’s første redningssejlads bliver også den sidste. For båden lever nemlig ikke op til den store omtale, de store applauser. Båden er ikke synkefri. Den forliser i en redningsaktion og alle ni mænd, både mændene ombord på RF2 og den forliste fiskekutter, mister livet.

Hele byen er ramt af tabet af alle dem ombord og folk er undrende og uforstående overfor hvordan den her såkaldte superbåd, kunne forlise. Hvad gik galt? Hvem har skylden på skuldrene? Hvem skal stilles til ansvar? Men ingen svar er at hente, for hele byen reagerer ens. De lukker i og prøver at komme videre. Instruktør Christian Andersen udtaler selv at ”Filmen skal være et portræt af kollektiv sorg” og det kan man roligt sige, er helt rigtigt.

Ombord på redningsbåden er også leder af redningsgruppen er 17-årige Henriks far, Rasmus og Henriks bedste ven, Claus. Claus og Henriks venskab vises i en meget lille del, i starten af filmen, de to skuespillere, Sylvester Byder (Henrik) og Elias Budde Christensen (Claus) har en enorm god dynamik og en vanvittig smuk, platonisk kemi. De kommer helt ind under huden på en, i deres tætte, tætte forhold og allerede her får man den første klump i halsen. Den mest ægte kærlighed er tit at finde i lange venskaber og det er Henrik og Claus et fantastisk eksempel på.

Alt imens den gennemgående stilhed hærger byen, begynder folk alligevel at snakke i krogene, samtidig med der bliver lavet undersøgelser der peger på Rasmus, Henriks fra, er skyld i ulykken. Her starter der en lang kamp for Henrik om at få renset sin fars navn, mens han skal bearbejde tabet af sin far og sin bedste ven, samtidig med han skal hjælpe sin mor. En mor der er dybt uenig i Henriks prioritering. De andre familiemedlemmer syntes det er en dum ide at Henrik graver i sagen, men han nægter at lade det stå uset hen at hans far bliver gjort til manden bag ulykken.

Han ender derfor med at lække en testvideo af RF2 til pressen, som han har stjålet fra sin onkel. Henrik gennemgår en nærmest manisk periode og mister evnen til at se ud over egen næse. Man føler med ham, man sidder med samme følelse som han gør. Hvorfor snakker ingen om det? Hvorfor snakker ingen om de mistede?

”Synkefri” er et perfekt billede på hvordan sorg og vrede, kan være altødelæggende for en familie. Hvordan ét forkert skridt kan få det hele til at ramle og hvordan det at italesætte sorg er en enorm vigtighed i hele processen.

Filmens slutning har en enorm dramatisk scene. Som jeg syntes skal gemmes til dem der ser den. Men tårerne presser sig på og man mærker hver følelse i Henriks krop. Sorg, vrede, forvirring, fortabthed, svigt.

”Synkefri” er helt klart et kig værd.