Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes

Hunger Games filmene fangede mig ikke i starten. Jeg havde det ene og andet at pointere, som kunne skabe rum til forbedringer. Alle skal ikke nævnes. Blot, var mit største spørgsmål, hvor kommer alt dette fra? Jeg følte alt var tilfældigt sat sammen af noget, man havde grebet i luften og uden reel baggrund. Med tiden og med stor filmentusiasme, blev jeg gladere for filmene. Nu i skrivende stund kan jeg ærligt indrømme, at den sidste film ‘Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes’, giver mig større forståelse af universet og karaktererne, og hvad historien generelt vil sige.

I selve historien er vi nu i Panem og The Capitol, hvor Coriolanus Snow (Tom Blythe) er en ung mand i gymnasieskolen. Tiden er præget af fattigdom og elendighed. Maden er svær at skaffe, og tøjet ligner noget der er gået fra riches to rags.  Man må bruge kreative metoder, og det man har af muligheder for at give tøjet en frisk farve og lave knapper af mosaik, for at få tøjet til at se nyt og dyrt ud. Blandt de unge studerende i Panem er der snak om, hvorvidt Hunger Games er retfærdigt og menneskeligt.  Den unge Snow, bliver udvalgt til at være mentor i årets Hunger Games for Lucy Gray Baird (Rachel Zegler). De møder hinanden, og der opstår en stærk forbindelse mellem dem. Balladerne begynder at lyde, og slangerne begynder nu at røre på sig i det forfærdelige spil samt Panem generelt.

Filmen og dens historie er efter min mening god.  Jeg var underholdt og fanget af forskellige scener, der er flot lavet og filmet. Skuespillet var helt OK. Tom Blythe havde kun et sted, hvor jeg ikke er overbevist. Peter Dinklage som Dean Casca Highbottom gør det flot som altid. Viola Davis er emininet som Dr. Volumnia Gaul. Ikke af forglemme Jason Francesco Schwartzman som den magitryllende tv-vært Lucky Flickerman viser et velafbalanceret skuespil.

Mit store kritikpunkt er desværre Rachel Zegler og hendes præstation. Uden tvivl synger hun flot med en stemme og stemning, man klart og tydeligt husker. Sangene er folketonepræget, countryagtige og fængende, hvilket er på sin rette plads. Desværre leder hendes mimik, skuespil og mange sangscener tanken hen på en musical.  Det bliver desværre teateragtigt og overdrevet mange gange. Det er meget ærgerligt, for i ‘West Side Story’ var hun eminent. Der er svært ikke at sammenligne de to præstationer.

Spørgsmålet er om det ville være passende med flere steder, hvor man bruger musikken asynkront. Muligvis. Ville det klæde filmen, hvis dens historie var skrevet rundt om sangene eller blot en, hvilket ville give en anden struktur en bogens. Det er jeg klar over. Men på film ville det måske være en ide, og tydeligere give fornemmelse af at historien ‘Hunger Games: The Ballads of Songbrids and Snakes’ er skrevet som noget fra en folkevise, som vi eksempelvis kender fra sangen ‘Hr. Bøsmer i elvehjem’.

Traditionen tro skal filmen tildeles nogle stjerner. Jeg giver den 4 flotte stjerner ud af 6 mulige.

Skrevet af Ellen-Karin Myklebust

‘Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes’ (red. ’The Ballad of Songbirds and Snakes’)  retter op på forgængernes fejltagelser, og bliver kronen på værket i den (umiddelbart) sidste adaptation af Suzanne Collins franchise ‘The Hunger Games’. Jeg har i mange år været stor Hunger Games-fan, og især af bøgerne, som jeg har læst adskillige gange. Da ’The Ballad of Songbirds and Snakes’ udkom som bog, udskød jeg længe at læse den, da jeg var bange for, at den ikke ville leve op til mine forventninger. Da jeg endelig fik den læst, var jeg ikke begejstret, men jeg var heller ikke skuffet. På den ene side er det en spændende historie, som bestemt ikke skuffer på dramatik eller karakterudvikling. På den anden side er det svært at holde med og fatte sympati for hovedpersonen, når vi ved, hvad han vil blive til. Det er i stor kontrast til Hunger Games-trilogien, der giver os Katniss, som er så let at elske og heppe på.

MEN! Jeg er dybt overrasket over filmen. Ud fra min holdning til bogen havde jeg ikke de store forventninger til filmen, og jeg var også meget skeptisk over for castingen af skuespillere. Men jeg må sige, at fortællingen egner sig super godt til filmformatet, selvom man ikke på samme måde får indblik i Snows kaotiske tanker og følelser. Fordi Snow netop gennemgår en intens karakterudvikling, er det også vigtigt at have en dygtig skuespiller i rollen til at sætte billeder på alle disse modstridende følelser. Jeg er meget positivt overrasket over Tom Blyths præstation. Han er virkelig dygtig til at indkapsle det had, som brænder dybt i Snows indre, og som i sidste ende gør ham til den, han er.

Måske er det, som i min optik gør ’The Ballad of Songbirds and Snakes’ til en af de bedste Hunger Games film, at den følger materialet fra bogen så præcist. Meget af det, der udspiller sig i filmen, er kreeret på præcis samme måde, som jeg forestillede mig, da jeg læste bogen. Og det er virkelig sjældent, jeg har oplevet dette – hvis ikke aldrig. Det forbløffer og begejstrer  mig i særdeleshed. En stor del af fortællingen er sangene, som Lucy Gray synger, og det synes jeg, at de har fået lavet virkelig godt. Det er en væsentlig del af hendes karakter, og sangene er også med til at fortælle historien. Det giver fortællingen en lidenskabelig atmosfære, som senere bliver vendt til noget melankolsk i takt med, at Snow udvikler sig. Den sidste film, der fulgte materialet på samme måde, er ‘The Hunger Games: Catching Fire’, som også er den sidste gode Hunger Games-film. De efterfølgende ‘Mockingjay’ part 1 og 2 er totale fiaskoer efter min mening. Måske har filmskaberne lært af deres tidligere fejl, for ’The Ballad of Songbirds and Snakes’ er en af de bedste film, jeg længe har set.

Jeg giver filmen 6 ud af 6 stjerner.

Skrevet af Ida Marie Skou