Den 4. oktober 1985 havde den danske film Den kroniske uskyld premiere. Filmen, instrueret af Edward Fleming og baseret på Klaus Rifbjergs ikoniske roman fra 1958, er en af de mest markante ungdomsfilm i dansk filmhistorie. Den skildrer barndomsvennerne Janus og Tore, som vokser op i 1950’ernes Danmark, og følger deres rejse gennem barndom, ungdom og ind i voksenlivets komplekse følelser og udfordringer.

Selvom filmen blev skabt midt i 1980’erne og bygger på en roman, der på daværende tidspunkt var næsten 30 år gammel, er dens tematikker stadig stærkt relevante i dag. Den rummer en universel fortælling om kærlighed, venskab, uskyld og tab – og om den overgang fra barn til voksen, som altid har været og fortsat er en central livserfaring.

Overgangen fra uskyld til erfaring
Kernen i Den kroniske uskyld er ungdommens skrøbelighed. Janus og Tore er tæt forbundne venner, der deler drømme, oplevelser og hemmeligheder. Men som det ofte sker, da kærligheden træder ind i deres liv, forandres alt. Filmen viser, hvordan venskab og loyalitet sættes på prøve, når stærke følelser og begær dukker op.

Denne overgang fra barnlig uskyld til voksen erfaring er en proces, der er genkendelig for alle – og det er netop derfor, filmen stadig taler til nye generationer. De første forelskelser, de første brud, usikkerheden om hvem man selv er, og hvordan man skal finde sin plads i verden, er temaer, der ikke bliver mindre aktuelle, selvom tid og kultur forandrer sig.

Selvom Den kroniske uskyld udspiller sig i en helt anden tid, rummer den en række universelle temaer, som gør den vedkommende i 2020’erne:

• Ungdommens identitetssøgen: Ligesom dengang står unge i dag med spørgsmålet: Hvem er jeg, og hvordan finder jeg min egen vej? Sociale medier og nye idealer ændrer rammerne, men følelsen af tvivl og søgen efter identitet er den samme.

• Venskabets skrøbelighed: Janus og Tores venskab viser, hvor stærk en relation kan være, men også hvor hurtigt den kan forandres, når kærlighed og begær kommer imellem. Det er en dynamik, mange stadig kender – både som teenagere og som voksne.

• Kærlighed og begær: Filmen skildrer den første, altopslugende kærlighed, men også jalousi, forvirring og hjertesorg. Disse følelser er tidløse og kan stadig ramme hårdt, uanset om man er ung i 1950’erne eller i dag.

• Tab og sorg: Den kroniske uskyld rummer en tragisk dimension, der minder os om livets uforudsigelighed. At miste et menneske, man elsker, eller at se en relation smuldre, er erfaringer, der altid vil være en del af livet.

• Oprør mod normer: Filmen skildrer også et oprør mod de faste rammer og normer, som præger samfundet. I dag står unge stadig i spændingsfeltet mellem at leve op til forældres, skolens og samfundets forventninger – og samtidig finde deres egen identitet og frihed.

• Eftermælet og hvorfor den stadig bør ses
  Den kroniske uskyld har fået status som en klassiker i dansk filmhistorie. Den står som et eksempel på, hvordan en litterær klassiker kan oversættes til film og stadig bevare sin relevans årtier senere. Den er blevet brugt i undervisning, debatteret blandt filmkritikere og fortsætter med at blive set af nye generationer, som finder genklang i dens skildring af ungdommens grundvilkår.

  At filmen stadig er aktuel næsten 40 år efter premieren skyldes ikke kun dens universelle temaer, men også dens mod til at tage ungdommens følelser alvorligt. Den viser, at uskyld kan føles evig – men også, at livet altid vil stille os over for valg, tab og forandringer.

  “En film, der spejler os alle” – Når vi ser Den kroniske uskyld i dag, er det ikke blot en rejse tilbage til 1950’ernes Danmark eller 1980’ernes filmsprog. Det er en rejse ind i ungdommens univers, som vi alle på godt og ondt har været en del af. Filmen minder os om, at uanset tid og sted er der noget grundlæggende menneskeligt i at være ung, elske, miste og lære.

  Derfor bliver Den kroniske uskyld ved med at være aktuel. Den er ikke kun en fortælling om Janus og Tore – den er en fortælling om os alle.