DRs nye krimi-drama 'UNIFORMEN': En intens rejse fra Politiskolen til politistationen med Lena Maria Christensen og Jakob Cedergren
DR er i fuld gang med DRs nye søndagsserie UNIFORMEN, der får Lena Maria Christensen og Jakob Cedergren i hovedrollerne. Serien skrives af Oscar Giese og Anders August og instrueres af Janus Metz.
Kort om historien
Da en elev fra Politiskolen skyder og dræber en aggressiv ung mand under en voldsom anholdelse, rejser sagen spørgsmål om politiets magtanvendelse og uddannelse. Presset vokser på skolens nye rektor, Sanne Hammerby, mens Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforsker sagen. Sandheden synes stadig mere uklar, og både elever og ansatte konfronteres med de svære valg og det store ansvar, der følger med at bære uniformen.
Seriens hovedroller spilles af Lena Maria Christensen (MØRKELAND, FORHØRET, DICTE) og Jakob Cedergren (BULLSHIT, DEN SKYLDIGE og DEN SOM DRÆBER). Herudover tæller rollebesætningen bl.a. Marco Ilsø (BULLSHIT, VIKINGS, KRIGER), Clara Rosager (1899, KYSSET) Gustav Giese (DE LYDLØSE, HUSET), Soheil Bavi (UNDERVERDEN II), Simon Sears (DEN SOM DRÆBER, SKRUK) og Sarah Boberg (1864, BROEN).
Optagelserne til serien starter i foråret 2025 med stærke kreative kræfter i spidsen. Hovedforfatterteamet Oscar Giese (2 DØGN) og Anders August (BEDRAG og ARVINGERNE) har skrevet seriens manuskripter og instruktør Janus Metz (ARMADILLO, TRUE DETECTIVE) skal instruere alle seriens seks afsnit.
Pressemeddelelse HAVE Kommunikation