In Restless Dreams: The Music of Paul Simon

En dokumentarfilm skal i min verden være underholdende såvel som informativ. Det krav opfylder filmen ‘In Restless Dreams: The Music of Paul Simon’ til fulde. En dokumentar skal også have et indhold som vedkommer alle enten politisk, kulturelt eller kunstnerisk.  Det kriterium er i allerhøjeste grad med i filmen. Alt sammen kommer man rundt om i fortællingen om Paul Simon fra ‘Simon & Garfunkel’. Derfor kan jeg kun varmt opmuntre til, at man finder en billet til sin yndlingsplads i biografen, og nyder filmen med musik og fortællingen om et kreativt menneske med en guitar i hånden, der bruger sin stemme i en turbulent og forandrende tid i verdenshistorien,

Filmen kommer med en anbefaling til alle. Især til dem med interesse i musikhistorie, da dokumentaren er en glimrende tilføjelse af materiale, hvis man vil vide mere om Paul Simon og hans kreative proces.

Filmen har en naturlig struktur. Den starter fra starten, har en midte, og slutter der den kan slutte. Vi følger Paul Simons musikalske karriere med dens opture og nedture. Hvordan det startede, og processen i alt det der skete med ‘Simon & Garfunkel’ projektet. Vi får også lidt at vide om hans solokarriere og nuværende projekt ‘Seven Psalms’. På det personlige plan forstår vi, det ikke har været let for ham, hvilket har resulteret i livet på godt og ondt.

Filmen er på ingen måde tung og deprimerende. Den har underholdningsværdi blot med de musikalske indslag. Ikke mindst via filmklip fra ‘The Graduate’ han har skrevet musikken til. Hans svar i interviews vidner om en vis tør og subtil humor. Og også sketchs fra ‘Saturday Night Live’ er morsomme indslag – ikke at forglemme basketballscenen, som er lattervækkende. Det var flere momenter, som folk i biografsalen måtte småklukke eller smile af.

Det bliver heller ikke smertefuldt og uretfærdigt, når Paul Simon fortæller om forskellen på sit venstre og højre øre. Han fortsætter sit musikalske virke uden beklagelse. Trods vanskeligheden og sine nu 82 unge år samt ru og trætte sangstemme. Han helmer ikke.  Hjernen er til for at blive brugt. Den skal man træne og bruge – ellers går den i forfald, lige som en krop man ikke bevæger. Det er hans filosofi. Se blot scenen, hvor han i kirken laver skør gladdans.  Det er alt sammen meget sjælfuldt og fascinerende på samme tid. Han er musikalsk, sprogligt kreativ, arbejder intenst med at skabe lydkollager og musik, som andre kan få glæde af. Det er livsbekræftende og meget rørende.

Skal jeg kommentere noget, må det være filmens længde. Jeg er sikker på, det kunne være forkortet ved at klippe i nogle koncertklip. Det er et valg. Men 3 timer og 29 minutter lang spilletid på en film kan diskuteres, selv om der er indlagt en pause. Dog er disse timer på ingen måde spildt, da filmen har mange fine kvaliteter. Personligt savnede jeg baggrundshistorie om sangen ‘Slip Sliding Away’.  Det ville have været guld værd, at få viden om sangens oprindelse og dens tilblivelse, hvis Paul Simon selv havde fortalt lidt om det. Uden tvivl har man vurderet, den ikke passer ind, og sangen er højst sandsynlig af meget privat karakter. Nogle vil også sige man fløjter højt og let hen over midterdelen. Fred være med det. Filmen er lang nok i forvejen. Andre vil sige, der mangler mere om hans tre ægteskaber. Folk vil især vide mere om hans tid og giftermål med Carrie Fisher. Min kommentar er, at det er materiale til en anden og anderledes dokumentar om Paul Simon. Nu ved vi lidt om det, og er det vigtigt at få dybere indsigt i de personlige kærlighedsforhold han har haft?

Filmen skal have rosende og velsignende ord med på vejen. Filmen fortæller på en respektfuld og hæderlig måde om Paul Simon, som mange har en mening om, er en arrogant mand med stort ego også videre. Jeg selv var fanget fra start til slut med al den gode musik og historien om, hvordan han som menneske arbejder med sin kreative side.