Menu Luk

Mad Max (1979)

Forfatter: Daniel Frank Nielsen

Denne australske film er en del af den opblomstring, som kom indenfor australsk film i 1970-80’erne, her særligt indenfor genrefilmene, og som blandt andre Quentin Tarantino har kaldt for ozploitation, altså en sammensætning af ordene Aussie (australier) og exploitation, hvor sidstnævnte er en betegnelse for genrefilm, som gør brug af kraftige virkemidler som vold og sex til at chokere og fascinere sit publikum. Der er nogle af disse film, som er mere kendte end andre, hvor Mad Max-filmene, som startede med Mel Gibson i hovedrollen, velnok er de mest kendte.

Det er da også filmene om den berygtede, ”gale” ”Mad” Max Rockatansky, som jeg her vil tage fat på. Mad Max (1979) er en af de største og mest berømte filmsucceser, også i udlandet, som kommer fra landet ”down under”. Efterfølgeren Mad Max II: The Road Warrior (1981), som i USA kun hed The Road Warrior, blev et endnu større hit og gjorde Max Mad til et ikon.

Fun facts om Mad Max:

  • Mad Max (1979) havde et meget skrabet budget og var i mange år den mest succesfulde film nogensinde set på ratioen imellem indtjeningen og omkostningerne for at producere filmen. The Blair Witch Project (1999) slog tyve år senere denne rekord.
  • Filmens manuskriptforfatter James McCausland lod sig inspirere af den globale oliekrise i 1973, hvor han observerede, at befolkningen ville gå amok, hvis andre snød foran i køen til benzin. Mad Max blev derfor skabt ud fra den tese om, at folk ville ty til vold for at holde deres køretøjer kørende.
  • Skurken Toecutter i Mad Max (1979) spillet af Hugh Keays-Burne, spiller også skurken Immortan Joe i Mad Max – Fury Road (2015) altså 36 år efter sin medvirken i den originale film. I den nyeste film i Mad Max-universet nemlig Furiosa (2024), er det skuespilleren Lachy Hulme, som har overtaget rollen som Immortan Joe fra afdøde Keays-Burne.
  • Der findes desuden en reference til karakteren Toecutter i computerspillet Borderlands (2009), hvor man kan finde en særlig pistol, som har navnet Toecutter.

Filmen begynder med en åbningstitel, der fortæller, at filmen foregår om nogle få år fra nu – altså fra 1979, hvor filmen fik premiere.  Filmen foregår i et Australien, som stadigvæk til dels fungerer, men som åbenbart er tæt på et sammenbrud. I al fald hærger en motorcykelbande de landlige områder i Australien, mens en flok pressede politibetjente på en nedslidt politistation, herunder Max Rockatansky, forsøger at holde ro og orden. Det er gennemgående i alle film, at det handler om folk i motordrevne køretøjer, og brændstof spiller således også en vigtig del i filmenes plot og tematikker.

Det er her sjovt at se, at filmen foregår i et lovløst Australien, som vel nok er inspireret af Det vilde vesten, men grundet et meget begrænset budget har filmskaberne måttet bruge de omgivelser, som de kunne finde af nedslidte bygninger. Det er dog stadig pudsigt, at Miller og co. har valgt at inkludere, at der eksempelvis stadig er kioske ude på landet, hvor man kan købe isvafler. Det er sjovt taget i betragtning af de golde og post-apokalyptiske tilstande, som der er allerede i den efterfølgende film produceret to år senere.

Mange mener, at det er omtalte efterfølger Mad Max II: The Road Warrior (1981), som er den overlegne film i den oprindelige trilogi med Mel Gibson i titelrollen. Der er imidlertid tale om ret forskellige film. Efterfølgeren fra 1981 er et mere klassisk action-eventyr, hvor den originale Mad Max faktisk i høj grad er et drama. Et melodrama endda. Det er et politidrama/thriller med musik komponeret af Brian May (nej, ikke ham fra Queen), som svinger imellem meget bombastiske og højdramatiske toner til meget romantiske, eller endda rørstrømske temaer, når Max er sammen med sin familie, som Ennio Morricone kunne komponere dem. Det virker desuden lidt gammeldags og måske endda tv-soap-opera-agtigt, når Max ser sin vansirede ven og kollega ligge forbrændt i en respirator i hospitalssengen, mens vi som publikum kun ser Max’ ansigtsudtryk badet i neonfarver og hører Mays dramatiske underlægningsmusik på lydsporet.

Jeg er én af dem, som holder ret meget af hævnmotivet i denne film, om end det indrømmet først kommer til sidst i filmen. Men i det hele taget synes jeg, at denne film er den med mest emotionel tyngde. Jeg kan også godt lide at filmen er næsten artsy i den måde, at den både plotmæssigt og i persongalleriet ikke er så skematisk, hvilket er positivt. Plottet i filmen er sådan set let at følge og er det med mest kød på, men det er noget helt andet end at se Mad Max-efterfølgerne også især Fury Road fra 2015. Den originale film fra 1979 er ikke så meget et Hollywood-action-eventyr, som det er en (europæisk) barsk arthouse-film. Det lave budget taget i betragtning er action/stuntscenerne med de smadrede biler desto mere imponerende og faktisk vildere end i Mad Max II, om end det større budget gav råd til større kulisser og konvojer af køretøjer, som filmene i serien har benyttet lige siden.

Det er derfor nok en smagssag, om man er mest til denne originale Mad Max-film eller de mere action-eventyr-prægede efterfølgere i Mad Max-serien. Undertegnedes favorit er stadig den originale film.

Titel: Mad Max
DK titel: Mad Max
Instruktør: George Miller
Manus: James McCausland, George Miller, Byron Kennedy
Medvirkende: Mel Gibson, Joanne Samuel, Hugh Keays-Byrne med flere.
Genre: Action, Adventure, Crime
Spilletid: 1t  28min 
IMDb rating: 6,8/10– baseret på 229K IMDb bruger afstemninger
Premiere: 1973