Mad Max: Fury Road udkom 30(!) år efter den seneste Mad Max-film havde haft premiere med Mel Gibson i 1985. Nu blev titelrollen imidlertid spillet af en nye stjerne på Hollywood-himlen nemlig britiske Tom Hardy kendt fra blandt andet The Dark Knight Rises (2012).

Det er en sjælden rendyrket actionfilm, som vi fik her med Fury Road. Væk er skrællet en masse unødvendig eksposition og dialog, etablering af karakterer og følelser. Karaktererne de bliver nærmest smidt i hovedet på publikum og bliver etableret hen ad vejen. De har dog stadig bibeholdt noget eksposition, som kommer i starten af filmen og minder om dén, som kom før The Road Warrior (1981), og Max er stadig en tidligere politibetjent, får vi at vide i en åbningsmonolog.

Det er et fantastisk kulørt univers i denne film med mindeværdige kostumer og makeup, spektakulære kulisser og køretøjer i store konvojer. Der er noget skummelt og gyseragtigt ved åbningssekvensen, hvor Max bliver overfaldet og kidnappet af en flok kultister, som tjener Immortan Joe, (Hugh Keays-Burne, som spillede skurken Toecutter i den oprindelige film fra 1979). Filmen bliver her afspillet nærmest i et unaturligt tempo, som om det foregår lidt speedet op, hvilket bidrager til den creepy fornemmelse, man får af de skaldede og malede håndlangere til Immortan Joe. Det er desuden pudsigt, at de har en religiøs forestilling om at komme i Valhalla, når de dør i filmens voldsomme voldsudbrud, ligesom i Nordisk mytologi.

Max skal efter sin kidnapning hjælpe Furiosa og de andre kvinder, som også er Immortan Joes koner, med at flygte fra ham og bevæge sig hen til et frugtbart sted, hvor de kan leve i fred og fordragelighed. Der er således op til flere kvindelige karakterer i denne film, som også kan andet end at se godt ud med deres modeludseende (flere af dem er professionelle modeller), når de skyder og bekæmper Immortan Joes håndlangere. Dette er noget markant nyt i filmserien.

Der er steder med stor action i denne film, og så er der steder, som er mere rolige og måske egentlig ikke så interessante, hvor karaktererne bare kører, stirrer ud i luften og evt. taler lidt. Filmen har ikke det store plot, og ovennævnte medfører en manglende sammenhængskraft i flowet i historien, men som adrenalinpumpet actionfilm, som man kan slå hjernen fra til, fungerer filmen fint. Det er da også den mest imponerende actionfilm i mands minde og en film, som bare skal ses i biografen, også da den jo oprindeligt blev udsendt i 3-D.