Roadgames (1981)

Denne australske film er en del af den opblomstring, som kom indenfor australsk film i 1970-80’erne, her særligt indenfor genrefilmene, og som folk som Quintin Tarantino og andre har kaldt for ozploitation, altså en sammensætning af ordene Aussie (australier) og  exploitation, hvor sidstnævnte er en betegnelse for genrefilm, som udnytter kraftige virkemidler som vold og sex til at chokere og fascinere sit publikum. Der er nogle film indenfor denne australske bevægelse af film, som er mere kendte end andre, hvor Mad Max-filmene, som startede med Mel Gibson i hovedrollen, vel nok er de mest kendte.

En af de mere omtalte genre-film fra landet down under er thrilleren Roadgames fra 1981 instrueret af Richard Franklin, som udover at have været med-producer på The Blue Lagoon (1980) ikke har lavet meget andet bemærkelsesværdigt med undtagelse af efterfølgeren til Psycho fra 1983. Sidstnævnte film kom uden tvivl som en reaktion på den slasher-film-bølge, som var til stede omkring 1980, og filmen Roadgames blev eftersigende også markedsført som en slasherfilm til filmmagernes ærgrelse, fordi der er reelt ikke meget slasher-film over den.

Der er rigtigt nok en morder, som er central for filmens handling, men det er mest af en film om en lastbilchauffør, eller rettere en mand, som tilfældigvis kører lastbil: ”Ma’am, just because I drive a truck doesn’t mean that I am a truck driver …”. Filmens hovedrolle er amerikaneren Patrick Quid (spillet af Stacy Keach), som fragter kød i en lastbil tværs over Australien fra Melbourne til Perth, da der er strejke i Perth. Sideløbende med dette plot, er der en ukendt gal seriemorder løs på samme strækning, som myrder unge kvinder, og som Politiet er på jagt efter.

Det er nok, i al fald efter nutidens standarter, lidt meget at kalde filmen for en thriller, eller i al fald at kalde det for en gyser. Den nu afdøde australske instruktør Richard Franklin var eftersigende en stor fan af Alfred Hitchcock, og det er da også tydeligt at se, at filmen skulle være en udgave af sidstnævntes Rear Window bare på hjul. Franklin formår at opbygge suspense og uhygge i visse scener, men det er mest af alt en hyggelig stemning, som er i filmen, og den læner sig ofte op af det komiske. Der går lidt folkekomedie i den, når Quid kører forbi en australsk familie på udflugt og matronen senere må blaffe og samles op af Quid, da manden har glemt hende. De to leger gættelege og kommer også på sporet af seriemorderen, som måske – måske ikke – er i færd med at begrave en sæk med ligdele langs den forholdsvist øde australske landevej. Jeg finder ikke at plottet er fængende nok dog eller tilstrækkeligt mindeværdigt og da det mest er en hygge film skuffer den lidt.

Jamie Lee Curtis, som var en stjerne på dette tidspunkt ikke mindst takket været hendes medvirken i slasher-filmen, som var i front for bølgen nemlig John Carpenters Halloween (1978). Hun spiller en anden amerikaner, som helt tilfældigt møder Quid som blaffer på landevejen. Curtis gør det ligesom Keach upåklageligt.

Jeg betragter Roadgames som en habil film, men jeg synes, at den skuffer som thriller og har ikke hverken underholdningsværdien eller kvaliteterne til at leve op til Hitchcocks bedste værker.