Sicario (2015)

Det er svært i de senere år helt at misse – enten på biograflærredet eller tv-skærmen derhjemme – et værk af den amerikanske manuskriptforfatter – og instruktør – Taylor Sheridan. Tv-serien Yellowstone (2018-) med den garvede Hollywood-skuespiller Kevin Costner i hovedrollen er nok det første, jeg vil nævne, hvis jeg skal nævne, hvad Sheridan har lagt navn til.

Før Yellowstone var det dog action-thrilleren med udenrigspolitiske overtoner Sicario fra 2015, som var det første store værk, som Sheridan forfattede, mens det var – den nu ubestridte Hollywood-stjerneinstruktør – Denis Villeneuve (Bladerunner 2049 og Dune), som satte i scene – og hvilken betændt og sprængfarlig, men alligevel svært fascinerende scene, er det, som Sicario er sat i.

”Sicario”, får vi at vide i en fortekst til filmen, er navnet på de indfødte, som myrdede de romere, der besatte Jerusalem i oldtiden, men som i nutidens Mexico er en betegnelse for lejemordere. Spørgsmålet om, hvem der egentlig er ”de gode”, ”de onde” – og ”de grusomme” for den sags skyld – synes at være et evigt aktuelt universelt spørgsmål, men det er i særdeleshed et spørgsmål, som ofte dukker op i USA’s film – og kultur i det hele taget. Josh Brolins karakter nævner på et tidspunkt i filmen, at det mexicanske politi ikke nødvendigvis er ”the good guys”. Dertil er det oplagt som publikum selv at opfange filmens budskab om, at dét er de amerikanske efterretningstyrker heller ikke nødvendigvis. For hvor går grænsen mellem at være lejemorder for et narkokartel og USA’s regering, hvor ingen af disse foretagender tåler at se dagens lys.

Sheridan synes at være meget optaget af at skildre USA på godt og ondt. Det er ikke mindst den mørke side af USA, som bliver skildret i hans værker, men samtidigt er der stadig en vis kærlighed og romantisering af ”the american way of life” og den amerikanske kultur. Undertegnede vil i al fald ikke selv benægte, at der er noget svært fascinerende ved at se de åbne, store vidder i den smukke amerikanske natur i Yellowstone og selv kan bekende at have en vis drengedrøm om at kunne indtage rollen som stærk og maskulin mand, der bærer skydevåben ligesom i Det vilde vesten, som altid har haft en mytologisk og romantiseret status i fiktionen. Men Sheridan formår alligevel at balancere det overdrevne dramatiske og lidt romantiske syn på den amerikanske kultur ved at give det en brutal og voldelig kant, som umuliggør et rent glansbillede. Dette ses i serien Yellowstone og det ses til dels i Sicario.

Emily Blunt (nyligt kendt for Oppenheimer) spiller rollen som FBI-agent, som bliver rekrutteret til at skulle deltage i en operation på tværs af afdelinger for at få ram på en narkobaron i Mexico, som netop har dræbt en række civile og politibetjente langt inde over grænsen til USA. Hendes makker spillet af Daniel Kaluuya, som man kender fra Jordan Peele’s gysersucceser som Get Out, er Katies støttende ven, og som vel også fungerer som publikums allierede, som siger ”What the hell is going on here” (ikke et faktisk citat). Det er i øvrigt lidt pudsigt, at disse to roller er besatte af to britiske skuespillere. Måske en tilfældighed, da mange skuespillere fra de britiske øer eller Australien i mange år har besat roller i Hollywood, hvor de skal spille amerikanere med overbevisende tillagt accent.

Aktionerne er ledet af Matt Graver en overordnet fra CIA. Han fremstår på den ene måde dvask og hygge-onkel-agtig iført badesandaler til et officielt møde, og når han tager sig en morfar i sofaen på det statsfinansierede privatfly, men senere viser han sig som en kynisk og kalkulerende professionel dræber. Han er spillet på overbevisende vis af Josh Brolin, der med sine all-american rugged good looks, men alligevel lidt slaskede og netop ikke for blankpolerede ydre, troværdigt får udtrykt de flere facetter, som rollen kræver: Hyggeonklen og den kyniske dræber i statens tjeneste. Der ligger her naturligvis også en stor ros til Sheridan, som får skrevet en rundet karakter, som er mindeværdig, og hvis badesandaler Brolin formår at udfylde.

Selvom jeg synes, at Brolin er den, som stjæler rampelyst i filmen, så er det alligevel kærkomment at se Benicio Del Toro i rollen som netop den amerikansk-hyrede hitman Alejandro Gillick, som rydder ud i narkoforbryderne i Mexico. Men da Gillick sidder overfor en mexicansk narkoboss, og senere dræber dennes kone og to børn, når mafiabossen at sige til ulven Gillick, om han og de andre amerikanske styrker er anderledes. ”Hvem tror du lærte os dette her?” Jeg vil her undlade en større diskussion af USA’s udenrigspolitiske virke, men dette her giver genklang til kritikken af USA’s medvirken til væltning- og indsættelse af (marionet)diktatorer rundt omkring i verden og CIA’s træning af en vis Bin Laden, som senere brugte denne træning imod USA. Der synes således at være et vist politisk element i Sheridans manuskript.

Sicario er en film, der har mange drejninger og forviklinger og kræver, at man holder tungen lige i munden for at holde styr på, hvem karaktererne er, og hvordan plottet hænger sammen. Hvis man gør dét, tror jeg dog heller ikke man vil kede sig, da Villenue forstår at iscenesætte, så spændingen får hjertet til at sidde helt oppe i halsen. Jeg tænker her især på scenen i køen på motorvejen i Juárez, hvor ”the good guys” venter på at rykke på en gruppe mexicanske bandemedlemmer, som selv planlægger at angribe de amerikanske politistyrker.

Jeg vil anbefale at se filmen for at se en spændende thriller, hvor Villeneuve formår at skabe en film, der er både spændende og vedkommende, selvom den dog også føltes ikke helt så følelsesmæssigt rammende, som den gerne ville være. Det er en film, som nok kræver, men også belønner én ved at se den mere end én gang.