50-års jubilæum for gyser-milepæl

Den 18. august er fem unge amerikanere på tur i en minibus i den gloende hede i Texas. Uheldigvis møder de en familie af afstumpede individer på en gård, som slagter de unge én efter én.

Der er nogle gyserfilm, som er så skelsættende og ikoniske, at man dels kender titlen uden at have set filmen. Én af disse er Tobe Hoopers The Texas Chainsaw Massacre fra 1974. Mange tror, at filmen er meget blodig, og at det er en såkaldt ”splatterfilm”. Dette er dog ikke tilfældet. Instruktør Tobe Hooper var knapt ude af universitetet, da han lavede denne første rigtige spillefilm. Inspireret løst af den amerikanske seriemorder Ed Gein i 1950’ernes Wisconsin skabte de en skrækhistorie befolket af en farverigt persongalleri i form af en gal, indavlet familie, hvor Leatherface med motorsaven er den mest ikoniske.

Kultfølge og indflydelse

The Texas Chainsaw Massacre er en af de mest indflydelsesrige gyserfilm, hvilket sås kort tid efter i film som The Hills Have Eyes (1977), The Evil Dead (1981) og i senere film som Wrong Turn (2003) og ikke mindst X (2022), foruden at nævne den række af efterfølgere, som den originale Texas-film har haft, så sent som i 2022, og et computerspil udkom i 2023.

• Filmen fik et stort kultfølge, hvor fans den dag i dag stadig valfarter til det hus, hvor filmen blev optaget, som i skrivende stund er blevet en restaurant.
• Karakteren ”Grand Pa’” især har et stort kultfølge i Frankrig.

Skrabet plot – fokus på stil!

Det er egentlig ikke meget plot, herunder finurlige plot-twists eller dybe karakteriseringer i filmen. Der er derimod i høj grad tale om en film, der dyrker en stil, nemlig den rå og grovkornede af slagsen. Filmen skærer så at sige ind til benet og fortæller en historie om en gruppe unge mennesker, der møder de helt forkerte mennesker (hvis man kan kalde dem dét) og betaler med deres liv.

Fortællestilen i Texas underbygger en stræben efter det primale, det som skræmmer mennesker på et instinktivt plan. Sally flygter i en scene fra Leatherface og til tankstationen og møder tankpasseren, som i virkeligheden er i familie med Leatherface. Der kan argumenteres for, at filmen i sin handling, efterligner de mareridt, man kan have som menneske, hvor man flygter fra et monster, hvorefter monstret dukker op igen.

Dokumentarisk stil – cinema verité

The Texas Chainsaw Massacre er ikke så overraskende ikke lavet på et højt budget, men derimod af en gruppe unge filmfolk fra Texas, som ville lave en film.

Filmen er filmet på en sådan måde, der i højere grad lægger sig op af det dokumentariske og nyhedsreportager, hvilket også blev understreget af de 16 mm kameraer, som blev brugt til optagelserne. Filmfotograf Daniel Pearl har sammen med instruktør Tobe Hooper iscenesat filmen således, at den efterligner en dokumentar ved eksempelvis at filme på afstand og zoome ind.

Denne dokumentariske stil, som efterlignede cinema verité, hvor det skulle fremstå så simpelt, råt og ikke mindst autentisk som muligt, er med til at gøre det mere foruroligende for publikum at overvære, eftersom man i teorien oplever, at det er mere virkeligt i modsætning til at se en film, som er lavet efter nogle andre konventioner.

Tolkninger – og dybere meninger

Når det er sagt, at handlingen er meget skrabet, så har der været flere tolkninger på filmen, herunder at den skulle være et billede på det etablerede amerikanske samfunds forfald efter 2. verdenskrig, repræsenteret af den grusomme film, Sawyer-familien, som Leatherface er en del af hvor de slagtede kvæg, men nu er de gået nedad i branchen for dem. Derfor er de måske mere desperate og hævntørstige, da de møder den unge hippie-bevægelse i form af de unge mennesker.

Musikken

Musikken, som er skabet af Wayne Bell, er i høj grad en del af filmens stil, hvor der fremfor konventionelle instrumenter i højere grad er benyttet lydeffekter, eks. en høj knirkende lyd, som er to klaverstrenge, som bliver gnedet mod hinanden. Denne lyd er højt foruroligende og dens fremmedartede og rå og primitive kvalitet passer perfekt til filmens indhold. Der kan her argumenteres for, at et mere klassisk stykke filmmusik i et (symfoni)orkester ikke ville have haft samme skræmmende effekt.

The Texas Chainsaw Massacre er en film, som for længst har skrevet sig ind i historiebøgerne, som med en rå og banebrydende stil portrætterer mareridtsagtige rædsler og fortsætter med at inspirere den dag i dag.