Nu vender Pirates of the Caribbean-skuespilleren tilbage til biograflærredet
Han var en af verdens mest efterspurgte skuespillere, men så blev Johnny Depp anklaget for hustruvold af sin ekskone Amber Heard.
Nu vender Pirates of the Caribbean-skuespilleren dog tilbage til biograflærredet.
Johnny Depp skal nemlig spille den franske kong Ludvig XV i den kommende film “Jeanne Du Barry”.
Filmen vil blive præsenteret for eventuelle købere under dette års filmfestival i Cannes, lyder det.
I 2018 anklagede Johnny Depps ekskone, Amber Heard, ham for i hustruvold i en klumme i Washington Post. Det har blandt andet ført til, at Johnny Depp er taget af rollelisten i Harry Potter-serien “Fantastiske skabninger”.
Hans rolle som den onde troldmand Gellert Grindelwald blev senere overtaget af danske Mads Mikkelsen.
Johnny Depp, der har været nomineret til en Oscar tre gange, har siden anklaget Amber Heard for bagvaskelse, og de to er lige nu i gang med en opslidende retssag.
Johnny Depp skal i “Jeanne Du Barry” spille over for den franske skuespillerinde Maïwenn, der også står bag filmen. Hun indtager rollen som Ludvig XV’s sidste officielle elskerinde, Jeanne Becú.
Ud over de to medvirker blandt andet Louis Garrel, Pierre Richard og Noemie Lvovsky.
/ritzau/