Michael Falch vender tilbage som Den Navnløse Journalist i en helt ny Mord i Mørket-serie
40 år efter Mord i Mørket vender en af dansk films mest ikoniske krimifigurer tilbage. Michael Falch er igen Den Navnløse Journalist – denne gang i en helt ny serie på Prime Video.
Hvis du voksede op med dansk film i 80’erne, er der en god chance for, at navnet Mord i Mørket vækker minder – nu får Dan Turèlls krimiunivers nyt liv.
Prime Video har nemlig løftet sløret for de første billeder fra den kommende danske serie, hvor Michael Falch igen indtager rollen som Den Navnløse Journalist – hele 40 år efter, at han første gang spillede karakteren. Det er ikke bare et nostalgisk gensyn.
Meget har ændret sig siden 1986.
Den Navnløse Journalist er blevet pensioneret og har for længst lagt livet som undersøgende journalist bag sig. Men fortiden indhenter ham, da han bliver vidne til et brutalt mord.
Snart står det klart, at mordet ikke er en tilfældig forbrydelse. Sagen trækker tråde til både magtfulde personer i nutiden og hemmeligheder fra fortiden – så bliver den pensionerede journalist nødt til at finde notesblokken frem igen.
Denne gang får han dog en helt særlig partner.
Hans datter, Sophie, er politiefterforsker og spilles af Katinka Lærke Petersen. Forholdet mellem far og datter er langt fra problemfrit, men mordefterforskningen tvinger dem til at arbejde sammen.
Mens flere mennesker bliver ofre, må de forsøge at lægge deres konflikter til side og finde frem til sandheden, før morderen slår til igen.
Historien har rødder helt tilbage til Dan Turèlls roman Mord i Mørket fra 1981.
Fem år senere kom filmatiseringen, hvor Michael Falch spillede Den Navnløse Journalist. Filmen blev siden fulgt op af Mord i Paradis i 1988.
Nu fortsætter historien altså – men med 40 år mere på bagen.
Det bliver interessant at se, hvordan den klassiske karakter fungerer i et moderne København, hvor både kriminaliteten, teknologien og journalistikken har ændret sig markant.
Samtidig er det svært ikke at blive lidt nostalgisk over, at Michael Falch igen står i rollen, der for mange danskere er uløseligt forbundet med Mord i Mørket.
Et stærkt dansk cast
Michael Falch og Katinka Lærke Petersen får selskab af blandt andre Alex Høgh Andersen, Sofie Torp, Lisbeth Wulff, Kristian Halken, Alexandre Willaume, Clint Ruben, Benedikte Hansen, Vicki Berlin, Cyron Melville, Lila Nobel og Zaki Nobel.
Serien er instrueret af Christian E. Christiansen, som har skrevet manuskriptet sammen med Jesper Fink.
Der er tale om fire afsnit, og Prime Video har endnu ikke offentliggjort en præcis premieredato. Serien forventes dog at lande på streamingtjenesten til vinter.
Mord i mørket (1986)
Handling: En række mord bliver begået, og en journalist kaster sig hovedkulds ud i efterforskningen. Den bringer ham i unåde hos både hans redaktør og politiet og fører ham ned i dybet af underverdenen til en omfattende gangstervirksomhed.
Medvirkende: Michael Falch, Tommy Kenter, Ove Sprogøe, Line Knutzon, Ole Ernst, Morten Grunwald, Peter Larsen, Peter Schrøder, John Martinus, Lise-Lotte Norup, Benny Juhlin, Peter Gantzler