Menu Luk

Når filmens magi bliver levende – Fantasykoncerten i Odense

Til Fantasykoncerten, som Odense Symfoniorkester spiller som en del af festivalen Magiske Dage Odense, opløser vi grænserne mellem virkelighedens og eventyrets verden. Her åbner portene til det eventyrlige sig på vid gab, og du inviteres med på en musikalsk odyssé gennem nogle af fantasy-filmenes mest ikoniske fortællinger – via deres musik.

Her regerer magikere og drager, mørke herskere, Jediriddere, troldkvinder og modige helte, og det hele vækkes til live af Odense Symfoniorkester og vores guddommeligt syngende solist Isabel Schwartzbach, der til sammen kender de musikalske stier gennem både lys og mørke og kan levere både dramatik og magi på højeste, musikalske plan.

Læs også:  Filmmusik du mærker helt ind i sjælen – live i Odense!

Tag med på en forrygende, eventyrlig rejse ind i skjulte verdner, hvor musikken bærer historien – som en ældgammel magi.

Odense Symfoniorkester – et af Danmarks fem landsdelsorkestre – blev grundlagt i 1946, men dets rødder går helt tilbage til omkring år 1800. Fra at være et teaterorkester, som også spillede symfonisk musik, fremstår orkestret i dag som et moderne symfoniorkester med et højt aktivitetsniveau og under stadig udvikling.

Orkestret har hjemme i Odense Koncerthus, som blev indviet i 1982. Hovedparten af orkestrets koncerter finder sted i Carl Nielsen Salen, en koncertsal med en fremragende akustik, plads til 1.212 mennesker samt udstyret med et 46-stemmer stort orgel bygget af et af verdens førende orgelbyggerier, Marcussen & Søn.

Odense Symfoniorkester havde ved grundlæggelsen 22 musikere, men er i årenes løb vokset, og har nu 65 fastansatte medlemmer. Orkestret giver årligt ca. 100 koncerter med et repertoire, der strækker sig fra barokken til vor egen tids musik. Orkestret er pr. 1. januar 2021 overgået til at være Den selvejende institution Odense Symfoniorkester med sin egen selvstændige bestyrelse.

Orkestrets turnévirksomhed inkluderer store koncertrejser til USA, Kina, Tyskland, Grækenland, Østrig, Holland, Belgien, Sverige, hele fem turnéer i Spanien og to i det tidligere Sovjetunionen.