NATTEVAGTEN – DÆMONER GÅR I ARV bliver julens vinder i biograferne!
Med 59.350 solgte billetter mellem jul og nytår indtager Ole Bornedals populære thriller biografernes førsteplads. I alt har filmen indtil nu solgt 135.000 billetter.
Det danske biografpublikum har i den grad været frisk på uhygge i juledagene, hvor Ole Bornedals nervepirrende thriller NATTEVAGTEN – DÆMONER GÅR I ARV har været det klare førstevalg. Med 59.350 solgte billetter i perioden fra 25. til og med 31. december topper filmen biograflisten i juleferien og sender den rigtig flot ind i det nye år. Til og med i dag har filmen i alt solgt 135.000 billetter og viser, at danskerne stadig har appetit på NATTEVAGTEN – DÆMONER GÅR I ARV, selvom den første film nu er 30 år gammel.
Hos Nordisk Film er der stor tilfredshed med filmens præstation i biograferne. Marketing Director Per Hedegaard fra Nordisk Film Distribution udtaler:
– ”Vi er vildt glade for, at filmen gør det så godt i biograferne. Det er fantastisk at slutte året af med så flot en juleferie til NATTEVAGTEN – DÆMONER GÅR I ARV og virkelig glædeligt at se, at publikum er glad for filmen og giver den et stærkt word-of-mouth. Det er tydeligt, at filmen har fået godt fat i danskerne og fortsat trækker dem ind i biografsæderne.”
NATTEVAGTEN – DÆMONER GÅR I ARV fik biografpremiere 14. december med Fanny Leander Bornedal, Nikolaj Coster-Waldau, Ulf Pilgaard, Kim Bodnia, Paprika Steen, Sonja Richter, Alex Høgh Andersen, Casper Kjær Jensen og Nina Rask i de bærende roller. Filmen er skrevet og instrueret af Ole Bornedal og er produceret af Nordisk Film Production v/ Thomas Heinesen.