Menu Luk

Er du vild med biografen? Nu kan du få ubegrænset adgang

Nordisk Film Biografer lancerer nu et nyt tiltag, der skal være med til at trække flere forbrugere til det store lærrede hyppigere. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Biografkæden, der er en del af Egmont-koncernen, udruller nu en abonnementsordning til biografen, således at man mod et månedligt gebyr på 229 kr. får fri adgang til film i selskabets 23 biografer. 

Abonnementsordningen Bioplus Unlimited har været testet de seneste to år i Aalborg, men indtil nu har det stået uafklaret hen, om ordningen ville blive taget videre til resten af landet.

Abonnementet har været en succes i vores biograf i Kennedy Arkaden i Aalborg, hvor det har betydet, at der er flere, som går i biografen, og at den enkelte biografgæst ser flere film end tidligere. Gæsterne i vores øvrige biografer har efterspurgt et biografabonnementet længe, og derfor er vi enormt glade for, at vi nu kan tilbyde et landsdækkende Bioplus Unlimited-abonnement, som gælder til alle vores biografer,” udtaler Casper Bonavent, der er direktør i Nordisk Film Biografer.

Direktøren forventer, at det landsdækkende biografabonnement vil løfte det samlede antal af biografbesøg, fordi flere vil gå mere i biografen.

Det er den første abonnementsordning til danske biografer, men modellen har i flere år eksisteret i bl.a. USA. Det kan ifølge Casper Bonavent sidestilles med et årskort til Tivoli eller Zoo.

Tidligere på måneden fortalte direktøren i et interview med Kulturmonitor, at biografkæden efter de første års test af modellen i Aalborg har tro på, at det kan blive en rentabel forretning.

Prisen på 229 kr. om måneden skal ses i kontekst af, at en billet til et biografbesøg typisk koster mellem 120 og 150 kr. afhængigt at filmens længde. Abonnementsordningen kommer desuden med en bindingsperiode på mindst fire måneder.

Kilde: mediawatch

Martin Riis Larsen

Ejer og stifter, samt skribent