Et komediedrama om kærlighed og konflikter i et symfoniorkester, centreret omkring den konfliktsky chef Jeppe og den kompromisløse musiker Bo
Jeppes ærkerival, Simon Elliot, er for at gøre ond værre samtidig blevet kærester med Jeppes ekskone Regitze og er således også trådt ind i rollen som Jeppes datters, Alma, hjemmegående stedfar med stort engagement.
Det er en hård pille for Jeppe at sluge, men han får hurtigt andet at tænke på. Bo flytter nemlig pludselig ind hos ham som en anden forventningsfuld hotelgæst, da Bos mor Vibeke bliver diagnosticeret med terminal leukæmi og indlægges på hospitalet.
Første fløjtenist
En ting der dog ikke har ændret sig, er Bos indædte kamp for at blive førsteklarinettist, og nu hvor Simon er ude af spillet, kunne Jeppe måske trække i nogle tråde?
Samtidig får ‘Orkestret’ ny kantineordning, hvilket i første omgang får Bo helt op i det røde felt. Men måske er det ikke kun dårlig mad, den nye kantinedame kan præsentere Bo for?
Jeppe har dog andre ting at tænke på med Simon som far-konkurrent, en dårlig trivselsundersøgelse og røde tal på bundlinjen for ikke at nævne problemer med at tiltrække unge til klassisk musik. Alt bliver kun værre, da Simon pludselig vender tilbage til ‘Orkestret’ som 1. klarinettist og både Bos og Jeppes verden kollapser.
Førstefar
Anden sæson af ‘Orkestret’ har som første sæson stadig fokus på samtidens til tider tragikomiske forvekslinger og misforståelser, når det kommer til arbejdsplads- og kønsproblematikker. Der er dog samtidig i denne sæson også fokus på familierelationer i alle sine afskygninger og den ofte svære proces med at finde eller genfinde sin plads og stadig være tro mod sig selv – ikke mindst som far.
I de bærende roller som Jeppe Nygren og Bo Høxenhaven ses som skrevet Rasmus Bruun og Frederik Cilius. Simon Elliot spilles af Caspar Phillipson, Gertrud spilles af Lise Baastrup og i rollen som Regitze er Neel Rønholt. Den måske mindre dygtige, men måske alligevel meget søde nye kantinedame spilles af Lene Maria Christensen.
Serien består af 10 afsnit á 25 minutter og får premiere på DRTV fra klokken 6.00 og på DR1 klokken 21.25 fredag den 12. april, hvor de to første afsnit vil være tilgængelige. Hvis du ikke har set første sæson eller har brug for en genopfriskning, så kan du se sæsonen her