Menu Luk

'Oxen' - ny thrillerserie på TV 2 Play og TV 2 - Ny dansk thriller i seks afsnit

Niels Oxen er Danmarks højst dekorerede jægersoldat. Under kamp i Mali mister han sin bedste ven, fordi hans overordnede, major Hannibal Frederiksen, svigter dem. Det lykkes Oxen at overtale formanden for forsvarsudvalget, Johnny Gregersen, til at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal afdække forløbet.

Samtidig er chefen for PET, Frigg Mossman, i gang med en uofficiel efterforskning af et hemmeligt magtnetværk i Danmark.
For både Oxen og Mossman er Johnny Gregersen en vigtig brik, men samtidig er han en potentiel trussel mod blandt andre Hannibal Frederiksens onkel, den magtfulde godsejer Hans Otto Corfitzen.

Fuld af mistillid

Nogen ønsker Oxen sat ud af spillet og efter uberettigede anklager om narkobesiddelse, bliver han smidt ud af Jægerkorpset. Han mister kontakten til sin ekskone og deres fælles søn, og fuld af mistillid drager han langt ind i Rold Skov for at søge fred med sine dæmoner.

Under opklaringen af flere påfaldende dødsfald bliver Mossmans assistent, Margrethe Franck, alvorligt kvæstet. Efter ulykken bliver hun Mossmans eneste fortrolige i den hemmelige efterforskning.

Frigg Mossman (Ellen Hillingsø), Niels Oxen (Jacob Hauberg Lohmann) og Margrethe Franck (Josephine Park) i 'Oxen'. Foto: Søren Rønholt/TV 2

Et stærkt makkerpar

Oxens stille tilværelse i skoven afbrydes, da flere hunde findes hængt og deres ejere dræbt. Han drives ud af isolationen og anklages igen uberettiget – denne gang for drab. Frigg Mossman forsøger at rekruttere ham til at samarbejde med PET, men han takker nej. Lige indtil han finder sin egen hund død, og et urinstinkt i ham vækkes til live – vrede.

Margrethe Franck og Oxen bliver kollegaer under Mossman. De er et stærkt makkerpar, selvom de begge har svært ved at vise tillid og finde ud af, hvor deres loyalitet skal være. Deres arbejde udfordres yderligere, da forretningskvinden Kajsa Corfitzen, der er datter af den magtfulde godsejer, vender hjem fra London.

Og efterhånden som Margrethe og Oxen får afdækket de dybere lag i hændelserne, bliver det klart for dem, at de står midt i en mørk sammensværgelse, der rækker langt længere end Rold Skov. Nemlig helt ind i regeringens top.

Oxen får premiere søndag 22. oktober på TV 2 Play og søndag 29. oktober på TV 2