Menu Luk

Se de første billeder fra
'Nattevagten 2 - dæmoner går i arv'

Med under et år til premieren kan instruktør Ole Bornedal og Nordisk Film i dag afsløre de allerførste stills fra gyseren NATTEVAGTEN – DÆMONER GÅR I ARV. Efter 29 år i dvale er opfølgeren til Ole Bornedals kultdyrkede danske filmfænomen Nattevagten nu klar med de første to stillbilleder fra filmen: Fanny Bornedal som Emma og Nikolaj Coster-Waldau som hendes far Martin i en højdramatisk situation samt Emma på besøg i Wörmers isolationscelle.

Foto kreditering: Christian Geisnæs

Handlingen
Det, der skete i kælderen på Retsmedicinsk Institut for knap 30 år siden er aldrig blevet glemt, og det er ikke tilfældigt, at Emma har taget jobbet som nattevagt samme sted. Hendes mor Kalinka kom sig aldrig over oplevelsen og begik selvmord da Emma var lille, og hendes far Martin lever i dag som en skygge af sig selv.

Elefanten i rummet er den fortrængte fortælling om, hvordan den psykopatiske seriemorder Kommissær Wörmer (Ulf Pilgaard) næsten dræbte Emmas forældre, som kun i allersidste øjeblik blev reddet af vennen Jens. Siden dengang har de alle været hjemsøgte af erindringen om den nat – og i fortielsen er Emma vokset op og har arvet forældrenes traume.

Emma beslutter sig for at udrede, hvad der egentlig skete dengang med Wörmer og får iværksat et uautoriseret møde med ham i hans isolationscelle. Men oplevelsen trækker den dømte kommissær ud af sin koma og sætter en kæde af skæbnesvangre begivenheder i gang. Nu starter et blodigt hævntogt mod alle dem, som i sin tid beseglede Wörmers skæbne…

Enestående stjernecast
Nordisk Film Production og Ole Bornedal har samlet et enestående stjernecast med flere af skuespillerne fra den første film og et miks af nogle af tidens største danske skuespillere. Nikolaj Coster-Waldau er tilbage i rollen som Martin, der er blevet stærkt traumatiseret af fortiden og via sin datter Emma forsøger at genvinde fodfæste i livet.

Efter store roller i internationale tv-serier, som Killing Eve og The Witcher, er Kim Bodnia tilbage i sin første danske filmrolle i 9 år. Han vender tilbage til rollen som Jens, der gjorde ham berømt for 28 år siden. I rollen som den uhyggelige Kommisær Wörmer er Ulf Pilgaard også tilbage.

Ny på rollelisten er Fanny Bornedal i den kvindelige hovedrolle som Emma. Fanny Bornedal har med store roller i bl.a. Skyggen i mit øje og Carmen Curlers de seneste år cementeret sig som et af vores største talenter herhjemme.

Også ny i Nattevagten-universet er Paprika Steen i rollen som politikvinden Kramer, der er i gang med efterforskningen af en række nye brutale mord, Sonja Richter som politipsykologen Gunver, Alex Høgh Andersen som Emmas loyale kæreste Frederik og det unge stortalent Nina Rask som Emmas gode veninde Maria. I andre roller medvirker bl.a. Christopher Læssø, Casper Kjær Jensen, Niels Anders Thorn, Vibeke Hastrup, Tina Gylling Mortensen og mange flere.

NATTEVAGTEN – DÆMONER GÅR I ARV har premiere den 25. december

Kilde: Nordisk Film Distribution A/S