SERIES AWARDS 2025: Her er vinderne
Her til aften, torsdag d. 6. november, var Filmsiden til stede i Aarhus, hvor årets bedste serier blev fejret ved SERIES AWARDS – et arrangement, der nu for femte år i træk løb af stablen. Showet fandt sted i Vue, Bruuns Galleri, med Peter Mygind som aftenens vært. Stemningen var høj, rød løber var rullet ud, og der var tydelig begejstring blandt både nominerede og publikum.
Aftenens helt store vinder blev Netflix-serien Reservatet, der imponerede stort og løb afsted med ikke mindre end seks priser. I alt blev der uddelt 11 jurypriser, mens den sidste – Aarhus Seriepris – blev afgjort gennem publikumsafstemning. For første gang nogensinde blev prisen for Bedste Dokumentarserie uddelt, og aftenen bød desuden på en rørende og uventet hyldest: Holdet bag TV 2-serien Klovn modtog en helt særlig Legacy Award som anerkendelse for at have holdt dansk komedie levende i mere end to årtier.
Vi oplevede et show med både glamour og ægte begejstring – og ingen var oftere på scenen end folkene bag Reservatet. Serien sikrede sig priser for:
Bedste Serie
Bedste Miniserie
Bedste Krimiserie
Bedste Manuskript (Hovedforfatter Ingeborg Topsøe, medforfattere Ina Bruhn og Mads Tafdrup)
Bedste Instruktion (Per Fly)
Bedste Skuespilpræstation, der gik til Danica Curcic for hendes stærke rolle som Katarina.
Se alle årets prismodtagere ved SERIES AWARDS 2025 her:
- Bedste Krimiserie: Reservatet, Netflix. Produceret af Uma Film
- Bedste Miniserie: Reservatet, Netflix. Produceret af Uma Film
- Bedste Fortløbende Serie: Carmen Curlers III, DR. Produceret af DR Drama
- Bedste Skuespilpræstation: Danica Curcic, Reservatet
- Talentprisen: Clara Dessau, Legenden
- Bedste Instruktion: Per Fly, Reservatet
- Bedste Manuskript: Hovedforfatter Ingeborg Topsøe og episodeforfattere Ina Bruhn og Mads Tafdrup, Reservatet
- Bedste Serie: Reservatet, Netflix. Produceret af Uma Film
- Best Nordic Series: Whiskey on The Rocks, The Walt Disney Company og SVT. Produceret af Humanoids Group, Skyverse and Paprika Studios
- Bedste Dokumentarserie: Balladen om Kolonihaven – de sidste vers, TV 2. Produceret af Kompagniet, TV 2
- Aarhus Seriepris – Publikumsprisen: Sommerdahl VI, TV 2. Produceret af Sequoia Global Alliance
- Legacy Award: Klovn, skabt af Casper Christensen og Frank Hvam. Produceret af Nutmeg Productions og Zentropa for TV