Efter næsten 40 års ventetid vender Mel Brooks’ ikoniske sci-fi-parodi Spaceballs tilbage.
Spaceballs – Hvordan en skør sci-fi-parodi blev en ægte kultklassiker!!!!
Da Spaceballs landede i biograferne i 1987, blev den mødt med lunken modtagelse og middelmådige billetsalg. Anmelderne var delte, og mange mente, at Mel Brooks ikke nåede de samme højder som med Young Frankenstein eller Blazing Saddles. Men hvor andre film hurtigt forsvandt ud i glemslen, begyndte Spaceballs langsomt at vokse – ikke i billetindtægter, men i publikums hjerter. I dag står filmen som en af de mest elskede kultkomedier nogensinde. Spørgsmålet er: Hvordan gik en fjollet sci-fi-parodi fra at være overset til at blive legendarisk?
Mel Brooks’ Spaceballs er først og fremmest en parodi på Star Wars, men den rummer også referencer til Star Trek, Alien, Planet of the Apes og endda Wizard of Oz. Den handler om helten Lone Starr og hans sidekick Barf (en “mog” – halv mand, halv hund), der skal redde prinsesse Vespa fra det onde imperium ledet af den latterlige Dark Helmet og præsident Skroob. Det lyder som en klassisk redningsmission – men intet i Spaceballs er klassisk. Her er fjenderne inkompetente, teknologien absurd, og “kraften” bliver til “The Schwartz”.
Det, der gør Spaceballs til noget særligt, er netop dens respektløse tilgang til genren. Hvor mange parodier nøjes med at kopiere og gøre grin med overfladen, går Spaceballs dybere. Den bryder konstant den fjerde væg og gør publikum bevidste om, at de ser en film. Karaktererne ser Spaceballs på video, mens de selv er midt i handlingen. Yogurt – filmens version af Yoda – viser stolt “Spaceballs: The Lunchbox”, “The Coloring Book” og “The Flamethrower” og parodierer Hollywoods evne til at sælge alt som merchandise. Filmen gør grin med netop det, Star Wars-franchisen blev kendt for – og det gør den med varme og humor.
Da filmen udkom, var der ikke mange, der så den som et mesterværk. Men den fandt hurtigt et nyt liv på VHS og senere DVD, hvor fans så og genså filmen, citerede replikker og viste den til venner. Replikker som “May the Schwartz be with you”, “Ludicrous speed – GO!” og “I see your Schwartz is as big as mine” blev kultcitater. Det var i stuerne – ikke i biografsæderne – at Spaceballs fandt sit publikum.
En anden nøgle til filmens kultstatus er dens brede appel. Den kan ses af sci-fi-fans, der elsker at få deres yndlingsgenre vendt på hovedet, men den fungerer også for dem, der bare vil grine af fjollede kostumer og overgearet skuespil. Den balancerer slapstick med skarp satire, hvilket er typisk for Mel Brooks’ stil – og måske bedst udført netop her.
I årevis har der gået rygter om en opfølger – “Spaceballs 2: The Search for More Money”. Titlen i sig selv er en joke, og Mel Brooks har flere gange nævnt idéen, dog uden at noget officielt er blevet sat i produktion. Efter Rick Moranis, der spillede Dark Helmet, vendte tilbage til skuespil efter en lang pause, blev håbet tændt igen. Selvom intet er bekræftet, lever drømmen om en fortsættelse videre – ikke mindst blandt fans, der stadig samles om filmen på konventer, online og i citatbøger.
I sidste ende er Spaceballs blevet kult, fordi den tør tage gas på noget, folk elsker, uden at gøre grin med dem, der elsker det. Den er respektløs uden at være ondskabsfuld. Den fjoller uden at miste fokus. Og den har overlevet tidens tand, fordi den har noget, de fleste parodier mangler: hjerte.
Så hvis du endnu ikke har set Spaceballs, er det ikke for sent. Tag med på en rejse til en fjern, fjern galakse – hvor latteren er høj, og intet bliver taget alvorligt. Og husk: May the Schwartz be with you.