Nicolaj Kopernikus, Troels Lyby og Anders W. Berthelsen vender tilbage som Niels, Thomas og Andreas i KLASSEFESTEN 4
Alle fans af Klassefesten-filmene kan godt begynde at glæde sig. Niels, Thomas og Andreas vender tilbage næste år! 15 år efter den første film og ti år efter den seneste i rækken, er de tre bedste venner klar til igen at indtage biografer over hele landet næste år. Nicolaj Kopernikus, Troels Lyby og Anders W. Berthelsen har meldt sig klar til nye ydmygelser og starter optagelser på KLASSEFESTEN 4 – VENNER FOR LIVET d. 3. marts på Fyn.
Klassefesten-filmene er en af de mest succesfulde franchises i nyere dansk tid. De tre første film har tilsammen solgt langt over 1,5 mio. biografbilletter herhjemme og er blevet set af flere millioner på tv, streaming og dvd. Den første film blev en stor og uventet succes i 2011 og efterfulgtes af Klassefesten 2 – Begravelsen (2014) og Klassefesten 3 – Dåben (2016) – alle tre film solgte hver over en halv million billetter i biografen.