Det er i år 60 år siden, at den italienske instruktør Sergio Leones første westernfilm, A Fistful of Dollars (1964) fik premiere. Filmen skulle blive den første film i en trilogi, som gav Leone succes, også i USA. Leone blev med denne film en trendsætter for, hvordan man lavede westernfilm, og de kom til at stå i skarp kontrast til de westernfilm, som udkom i USA …

Sergio Leones to første westernfilm navngav dét, som populært kaldes ”Dollars-trilogien” eller ”The Man with no name”-trilogien, hvor sidstnævnte betegnelse nok er mest udbredt i USA, hvor det amerikanske distributionsselskab United Artists markedsførte filmene under denne betegnelse ved at kalde Clint Eastwoods karakter ”manden uden navn”.

Fun facts om Dollars-trilogien:

• Sergio Leones westernfilm er en del af den subgenre indenfor westernfilm, som kaldes for ”spaghetti-westerns”, med henvisning til, at de er produceret af italienske filmfolk. De var dog ofte filmet i Spanien, hvor filmfolkene udnyttede, at de golde landskaber, som findes i Spanien kunne minde om dem, som findes nær den amerikanske-mexicanske grænse.
• Sergio Leones westerns er inspireret af de japanske samuraifilm. Den første film så tydeligt, at den japanske instruktør Akira Kurosawa kunne påvise, at A Fistful of Dollars faktisk var en genindspilning af Kuroawas Yojimbo (1961) og via retten fik tilkendt erstatning af Leone. Kurosawas samuraifilm var til gengæld inspireret af de amerikanske westerns af John Ford og andre.
• Leone tilbød i første omgang hovedrollen i A Fistful of Dollars til Charles Bronson, som afviste manuskriptet som ”det værste, jeg nogensinde har læst”. Han skulle dog en håndfuld år senere medvirke i Leones western Once Upon a Time in the West (1968).
• Clint Eastwood anerkendte dét, som han lærte af Sergio Leone, også i sit senere virke selv som filminstruktør, ved at dedikere sin Oscar-vindende western Unforgiven (1992) til Sergio Leone foruden Don Siegel, en anden instruktør, som instruerede Eastwood i bl.a. Dirty Harry (1971).

Clint Eastwood var en halvkendt tv-skuespiller, da han fik tilbudt hovedrollen i A Fistful of Dollars. Han har senere udtrykt, at han havde en vis skepsis overfor projektet, men han genkendte historien som en genfortælling af Yojimbo – en film, som han syntes godt om, og om ikke andet fik han en betalt tur til Europa.

Filmens handling (som i høj grad er stjålet fra Yojimbo) er ret simpel: Clint Eastwood spiller en arketypisk figur fra westerngenren: en stoisk revolvermand af få ord – men rap på aftrækkeren. Han går under navnet Joe, får vi senere at vide, og ankommer til en lille mexicansk landsby, som er af to rivaliserende familier: familien Baxter og Rojo, hvor sidstnævnte er ledet af Ramon – en udspekuleret dræber, som er uovertruffen med en riffel. Joe ser hurtigt en mulighed for at spille de to familier ud mod hinanden ved at arbejde for begge. Samtidigt påtager han sig også at hjælpe en lokal kvinde, som er taget som gidsel af Ramon, og adskilt fra sin mand og lille søn.

Dét, som ofte er med til at give en film vitalitet, foruden et veldrejet plot med varierede scener med dybde og indhold, er samspillet imellem karaktererne. Eastwoods karakter har i denne første film op til flere hjælpere, som også tager aktiv del i filmens handling, men ikke desto mindre er de ikke ligeså stærke og interessante karakterer, som Lee Van Cleefs karakterer senere hen i de to næste film i trilogien – og ikke mindst Eli Wallach i rollen som Tuco i trilogiens sidste film.

Leones westerns er kendetegnet ved at være meget stiliserede, hvilket kulminerer i Den gode, den onde og den grusomme (den tredje film i ”Dollars-trilogien”) ved at benytte skrift henover billedet, som meget pædagogisk/lidt barnligt legende udpeger, hvem, som er den gode, den onde og den grusomme. Det er næppe nogen tilfældighed og uden ironisk distance, at alle tre titelfigurer i dén film alle er nogle slynger, hvor den gode indrømmet nok er den mest barmhjertige. Men dybest set er de alle ret så egoistiske mænd, som kun deltager i borgerkrigen, som hærger USA, når det kan bringe dem tættere på guldskatten, som de alle tre glædeligt ville snuppe for sig selv.

Filmsproget i Leones film er meget karakteristisk og er med til at markere ham som auteur: Han benyttede mange ultranærbilleder af eks. karakterernes øjne eller hænder under duellerne, som i takt med musikken skaber et flow, som giver filmene vitalitet. En stor del af filmenes succes må ikke mindst tilskrives musikken af komponist Ennio Morricone. Musikken er en stor del af filmenes stilistiske udtryk, hvor amerikanske westerns i større omfang benyttede sig af klassiske orkestre med strygere eller mere country-inspirerede toner, lod Morricone sig benytte af mere rock-inspirerede toner og benyttede sig el-guitar, kor og andre instrumenteringer, som man ikke hørte i amerikanske westernfilm.

I den tredje film Den gode, den onde og den grusomme er budgettet tydeligvis blevet større, og Leone udlever sine ambitioner om at lave ikke bare westernfilm, men film, som er store og episke. Scenerne ved slaget ved broen eller den afsluttende duel i filmens klimaks er ét ord: episke. Det er det store vidde i handlingen og kulisser og de tre hovedpersoners interaktion med hinanden, som gør den tredje film til den bedste i trilogien. Den anden film i trilogien For a Few Dollars More (1965) var allerede et klart niveau over ved at have interaktionen mellem Eastwood og Van Cleef og flere glimrende scener med følelsesmæssig dybde, her tænker jeg på scenerne med musiktemaet spillet på et lommeur (Sixty Seconds to What? komponeret af Ennio Morricone).

Filmene er næppe mere realistiske end de amerikanske westerns, men de er mere rå og barske i fht. de amerikanske film, som ikke mindst i underlægningsmusikken havde tendens til meget romantiske toner på strygere med videre.

Sergio Leones oprindelige western-trilogi har skrevet sig ind i den kollektive bevidsthed med deres stil og filmsprog, herunder ikke mindst musik, og er stadig seværdige her 60 år efter, at den første film i trilogien fik premiere.