Retrospektiv – et tilbageblik på film fra dengang (1999-edition)

En psykologiprofessor Dr. Marrow (Liam Neeson) ønsker at foretage et kontrolleret eksperiment i sin forskning om menneskers frygt. Han inviterer en lille gruppe forsøgspersoner med på det afsidesliggende gods Hill House under dække af, at de deltager i et studie om søvnløshed. Dr. Marrow benytter sig af de uhyggelige lokale sagn til at skabe frygt, men snart finder han og forsøgsdeltagerne ud af, at historierne om, at Hill House er hjemsøgt, er sande.

The Haunting er instrueret af Jan De Bont, som startede sin karriere som filmfotograf i Holland, ikke mindst i samarbejde med instruktøren Paul Verhoeven, som selv senere tog til Hollywood for at arbejde og instruerede genreklassikere såsom Robocop, Total Recall og Basic Instinct.

Filmen er baseret på en roman af den amerikanske forfatter Shirley Jackson og er tidligere blevet filmatiseret i 1963 af Robert Wise. Denne version benyttede sig i højere grad af antydninger og tvetydigheder i forhold til, hvorvidt der rent faktisk er spøgelser på spil, eller om det bare er forestillinger i hovedet på hovedpersonen. I 2018 havde Netflix premiere på en tv-serie skabt af Mike Flanagan løst baseret på romanen.

Halvfemserudgaven har en rolleliste spækket med folk, som hver især har fået succes i Hollywood. Liam Neeson, som seks år forinden havde medvirket i Steven Spielbergs Schindler’s List (1993), Catherine Zeta-Jones, som året forinden havde medvirket i The Mask of Zorro (1998) overfor Antonio Banderas, og Owen Wilson, som ellers mest er kendt for sine komedieroller, og i hovedrollen som Elanor ses Lili Taylor. De gør det alle sammen godt i deres respektive roller og udfylder i min optik dét, som filmens manuskript kræver. Men Taylor leverer i hovedrollen den mest inderlige præstation og portrætterer på fremragende vis en kuet kvinde, som balancerer på kanten mellem vanvid og at finde sit kald, der forklarer, hvorfor hun skulle komme til godset.

Virkelig flotte kulisser – skaber stemning

Mange har kritiseret manuskriptet, men jeg finder at manuskriptforfatteren formår at skabe en fortælling med flere lag, hvor det langsomt afsløres, hvad der blev begået af ondskabsfuldheder af mogulen Hugh Crain på Hill House 150 år forinden. Det bliver dog overladt til fantasien, hvad der helt præcist foregik, hvilket er en styrke.

Det er en meget stemningsfuld film, som bliver underbygget af de meget smukke kulisser skabt af den argentinske Eugenio Zanetti.  Filmen formår at indfange dig gennem sin historie og filmens kulisser formår at sælge dig illusionen om at være på et ekstravagant gods fra 1800-tallet.

Musik komponeret af en mester

Undertegnede skrev for nyligt en anmeldelse af The Mummy (1999), hvor jeg roste Jerry Goldsmiths komponerede musik til filmen, og igen i en film fra 1999 må jeg rose hans komposition. Temaerne i musikken særligt i spejlsalen på Hill House og ”vuggevisen” er temaer, som sætter sig på hukommelsen.

The Haunting (1999) er henad vejen underspillet og har ikke frådende dæmoner og besættelse/eksorcisme, som det har været på mode i 2010’-og 20’erne med ikke mindst The Conjuring-universet. Filmen er blevet meget udskældt for at benytte sig for meget af computerskabte effekter, og således kan der godt argumenteres for, at her går underspilletheden i filmen fløjten, og filmen bliver mindre en gyserfilm og mere et action-eventyr. Dette ændrer dog i min optik ikke på, at filmen er en meget stemningsfuld gyserfilm med en god historie og virkeligt flotte kulisser.