Menu Luk

Wind River – grimme mennesker i den smukke nordamerikanske natur

Forfatter: Daniel Frank Nielsen

Taylor Sheridan har med filmen Wind River forfattet – og for første gang også selv instrueret denne tredje film i sin americana-trilogi – om livet i det moderne USA på landet, altså en trilogi af neo-westerns, som nogle også vil kalde filmene.

Jeg betragter, i trilogien bestående af: Sicario (2015), Hell or High Water (2016) og Wind River (2017), nr. 2 som værende den bedste film. Det er den film, som har det mest tilgængelige plot i sammenligning med Sicario og en tematik, som virker ikke helt så forsimplet og fortærsket som i Wind River.

Jeg synes, at Sheridan i det hele taget formår at skrive manuskripter med dels nogle vigtige temaer/problematikker i det amerikanske samfund og dels nogle rimeligt velrundede karakterer. Jeg synes dog også helt ærligt, at hans manuskripter stadig kan virke plotmæssigt lidt tyndbenede – der er ikke helt den tyngde, i al fald følelsesmæssigt, som jeg – helt personligt – efterlyser.

Der er ellers nok med både melodrama og melankoli i Wind River, som har den både barske og smukke nordamerikanske natur som baggrund – det snedækkede bjerglandskab i Wyoming, hvor der, ifølge hovedkarakteren spillet af Jeremy Renner, selv på den varmeste dag i august ligger én meter sne.

Wind River skiller sig ud fra de andre film i trilogien ved at placere sig indenfor sub-genren mordmysterie, hvor en ung kvinde med oprindelse fra Amerikas oprindelige befolkning (spillet af, kendt fra Sheridans serie Yellowstone, og som faktisk er halv hvid og halvt kinesisk) er fundet død midt i sneen, og flere ting tyder på en forbrydelse.

Jeremy Renner spiller Cory Lambert en professionel jæger, hvis primære opgave er at nedlægge rovdyr, som truer befolkningen i området. Han bliver involveret i mordsagen og tager den kvindelige FBI-agent Jane Banner (Elizabeth Olsen) under sine vinger, som bliver udfordret ved at være udenfor sine vante rammer, hvad angår både natur og kultur.

Jeg synes, at karaktertegningen for ”the good guys” i filmen er rimelig, men gerningsmændene i filmen fremstår endimensionelle og lidt kliché – og fremstår måske derfor også undervældende. Jeg synes i al fald, at antagonisterne i de to andre film fremstod mere nuancerede og dermed interessante.

De tematikker, som der er i filmen, synes jeg ikke stikker så dybt, at de gjorde et dybt indtryk. Jeg tror, at plottet er for simpelt, eller temaerne blev ikke inkorporeret på tilstrækkelig vis. Dette er på trods af, at der til sidst i filmen er en efterskrift, som fortæller, at i USA bliver kvinder fra den oprindelige befolkning ikke registreret, når de forsvinder. Således er der på sædvanlig Taylor Sheridan’sk vis en tydelig social kommentar i filmen.

Taylor Sheridan har ikke desto mindre med Wind River leveret en ret veldrejet – om end måske ikke så dyb og plotmæssigt stærk – thriller med gode skuespilspræstationer ligesom i de andre to film i trilogien, foruden nogle smukke billeder fra de sneklædte nordamerikanske bjerge.

Titel: Wind River
DK titel: Wind River
Instruktør: Taylor Sheridan
Manus: Taylor Sheridan
Medvirkende: Elizabeth Olsen, Jeremy Renner, Graham Greene, Kelsey Asbille, Julia Jones med flere.
Genre: Mystery, Drama, Crime
Spilletid: 1t  47min 
IMDb rating: 67,7 / 10 – baseret på 1,016+ IMDb bruger afstemninger
Premiere: 2017