Man kan dårligt påstå at dagens film er et synderligt originalt filmvalg, men lige så vel som ‘Alene Hjemme’ eller Disney’s Juleshow må og skal ses hvert år til jul, er en halloween bare aldrig det samme hvis man ikke får set John Carpenters udødelige indie gyserhit ‘Halloween’.

Klassikeren om morderen Michael Myers, som slipper ud efter 15 års indespærring på en lukket afdeling for at vende tilbage til sin hjemby og slå ihjel på ny, er netop det; en klassiker. Man kan måske spørge sig selv hvorfor, og det gjorde både folkene foran såvel som bagved kameraerne også, da filmen i 1978 tog først USA og senere verdenen med storm. Den lavt budgetterede gyserfilm af den relativt uprøvede instruktør John Carpenter, var på de færrestes radarer før filmen ramte biograferne, og selv da tog det tid før filmen for alvor fik fat -men den fik fat.

‘Halloween’ gjorde det, som er så svært for gyserfilm at gøre. Den spejlede tidsånden OG revolutionerede hvad en gyser kunne være. 70’erne i USA var et årti plaget af krigen i Vietnam, generationsopgør, racekamp, Watergate skandalen og ikke mindst en helt ny og særligt modbydelig form for mord, nemlig seriemord. Usikkerheden var på sit højeste og tilliden til ens medmennesker nåede nye lavpunkter. Hvor det før i tiden var storbyen, som plagedes af vold og mord, begyndte denne tendens langsomt at sive ud i de søvnige forstæder. Det var netop denne tendens og tilhørende frygt, som ‘Halloween’ ramte så præcist. Den koldblodige morder Michael Myers rejste ikke til storbyen og myrdede prostituerede og kriminelle sådan, som man var vant til at se det. Han rejste i stedet til den stilfærdige forstad Haddonfield for at slå intetanende teenagere og barnepiger ihjel i en serie af mord. Men Hvorfor? 

Bare fordi.

Den langsomme, knugende frygt som ‘Halloween’ rammer så enestående, erstattes kun glimtvis i eksplosioner af vold. Dog ikke udpenslet og grafisk vold, men antydningen af vold, så effektivt udført at man som seer er overbevist om at man har set både blod og indvolde i spandevis, til trods for at ingen af delene er at finde i filmen. Denne spektakulære vold koblet med de almindelige mennesker fra forstadsamerika, skulle vise sig at blive opskriften på en helt ny bølge af gyserfilm, som blev spyttet ud igennem hele 80’erne og langt op i 90’erne. Den nye bølge fik navnet ‘Slasherfilm’ og kan takke ‘Halloween’ for at skabe eksistensgrundlaget som gjorde bølgen så populær. Uden ‘Halloween’ ingen ‘Fredag d. 13’, ‘A Nightmare On Elm Street’ eller ‘Scream’, for nu bare at nævne nogle af de allerstørste inde for slasherfilm genren.