Klassefesten 4 – Venner for livet
Intet er som det plejer! Thomas er blevet hjemmegående far med tvillingebabyer, Andreas har omsider fået sig en kæreste, og Niels har rejsningsproblemer efter en vellykket prostatkræftoperation og er deprimeret. Da han fylder 50 år, beslutter Andreas og Thomas sig for at løfte hans humør og arrangerer et surpriseparty for ham i et sommerhus på Fyn. Sammen tager de på verdens vildeste tur for at finde tilbage til livet, kærligheden og hvad ægte venskab er lavet af.
Klassefesten-filmene er en af de mest succesfulde filmserie i nyere dansk tid. De tre første film har tilsammen solgt langt over 1,5 mio. biografbilletter herhjemme og er blevet set af flere millioner på tv, streaming og dvd. Den første film blev en stor og uventet succes i 2011 og efterfulgtes af Klassefesten 2 – Begravelsen (2014) og Klassefesten 3 – Dåben (2016) – alle tre film solgte hver over en halv million billetter i biografen og har været til inspiration for lokale produktioner på tværs af Europa.
Siden har det stået stille for Niels, Thomas og Andreas, men nu er Nicolaj Kopernikus, Troels Lyby og Anders W. Berthelsen tilbage i rollerne. Og denne gang flankeres de bl.a. af Helle Fagralid som Niels’s kone Jette, Tomas Villum Jensen som deres fælles ven Frode samt Molly Egelind, Finn Nielsen og mange flere.
Premiere: Vinterferien 2026