Den sidste viking
Enspænderen Anker løslades efter 15 år i fængsel for røveri. Ankers bror, Manfred, er den eneste som ved, hvor pengene fra røveriet er. Men han er imidlertid blevet ramt af en mental udfordring, der gør, at han ikke længere er klar over, hvor de er gemt. Sammen begiver brødrene sig nu tilbage til deres barndomsland for at finde pengene, men også for at opdage, hvem de selv er.
DEN SIDSTE VIKING er Anders Thomas Jensens sjette film som instruktør, og det er samtidig sjette gang han arbejder sammen med to af dansk films største stjerner – Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen, der spiller hhv. Anker og Manfred.
Sofie Gråbøl er tilbage i en Anders Thomas Jensen-film for første gang siden Blinkende lygter (2000), mens der også er markante roller til Anders Thomas Jensen-gengangere som Lars Brygmann, Bodil Jørgensen, Søren Malling, Nicolas Bro og Lars Ranthe. Men der er også, i denne sammenhæng, nye ansigter som svenske Kardo Razzazi og trommeslageren Peter Düring på rollelisten.
Anders Thomas Jensen har både skrevet og instrueret DEN SIDSTE VIKING. Han er en af Danmarks mest succesfulde filmskabere med to mio. solgte biografbilletter til sine fem spillefilm som instruktør og over seks mio. til film, han har skrevet manuskript til bl.a. oscarvinderen Hævnen, Den Skaldede Frisør og tre Dogmefilm. Gennem tre årtier har han sat sit markante præg på dansk filmhistorie med omkring 60 spille- og kortfilm.
Anders Thomas Jensens film som instruktør hører til blandt danskernes mest elskede: Blinkende lygter, De grønne slagtere, Adams æbler, Mænd & høns og Retfærdighedens ryttere.
DEN SIDSTE VIKING rammer biografer over hele landet den 9. oktober i år