12 Angry Men (1957) – Mesterværk!
Forfatter: Daniel Frank Nielsen
Retrospektiv – et tilbageblik på film fra dengang
Det kræver dels et virkeligt velskrevet manuskript og dels nogle dygtige skuespillere at holde din opmærksomhed fanget i en film, som stort set kun foregår i ét lokale. Det er virkelig imponerende at denne film formår netop dette også set i lyset af, at den altså er fra 1957! Det er ikke nødvendigvis pga. et langsomt tempo i sig selv, men ældre film har en tendens til at have dels meget – og dertil kedelig dialog. Scener, som føles ret statiske. Men manuskriptet i denne film holder din opmærksomhed fanget, og filmen er ligeså spændende som en action-thriller, selvom man velnok skal have være voksen for at dele denne mening.
Vi taler om klassikeren 12 Angry Men (1957) af den højagtede Hollywood-instruktør Sidney Lumet i sin spillefilmsdebut. Filmen, som ligeså godt kunne være et skuespil, og også har været dette men dog oprindeligt en tv-film, er i meget høj grad dialog-dreven. Det kræver talent at skrive et manuskript, der er drevet af dialog med drejninger og ikke mindst substans for, at filmen ikke skal halte sig igennem sin spilletid.
Handlingens omdrejningspunkt er en mordretssag, hvor de 12 jurymedlemmer efter retssagen skal votere, om den tiltalte skal kendes skyldig eller ej. Det bliver nævnte flere gange i filmen, at hvis den tiltalte, en 18-årig ung mand af latinamerikansk oprindelse, bliver kendt skyldig, vil han blive sendt direkte i den elektriske stol. Der er således virkelig noget på spil her, hvilket øger filmens spænding.
Skuespillerne i filmen gør det fremragende, og deres roller er virkelig velskrevne. De 12 jurymedlemmer er alle hvide mænd i alderen ca. et sted i 30’erne til den klart ældste mand i 70’erne. Langt de fleste af dem er midaldrende. Men diversiteten blandt disse mænd er alligevel slående, når man gransker deres baggrunde og deres personligheder! Lee J. Cobbs rolle som det højtråbende jurymedlem nr. 3 er den, som virkelig stjæler opmærksomheden i filmen. Dette er måske netop fordi, han er højtråbende, men også fordi, han er hoved-antagonisten, som vil have den tiltalte unge mand dømt. Han står således overfor Henry Fondas protagonist, jurymedlem nr. 8, som i starten er den eneste, som spår tvivl om beviserne for, at den tiltalte unge mand er skyldig og derfor også er den eneste, som i første omgang erklærer den tiltalte som ”ikke-skyldig”.
Jeg så filmen for første gang for nyligt, og jeg følte, at jeg måtte se den igen, hvilket jeg ofte gør, når jeg skal anmelde en film, men også fordi filmen har så meget indhold, også i det usagte. Jeg lagde i al fald mærke til flere – for mig – nye detaljer, også væsentlige af slagsen, da jeg så filmen for anden gang.
Filmens evne til at holde dig tryllebundet – og grunden til at gense den – skyldes også det fascinerende ved, når jurymedlemmerne gennemgår beviserne. Det læner sig op af krimi-genren, når karaktererne gennemgår beviserne ved bordet. Beviserne bliver gennemgået ad flere omgange, mens der kommer nye perspektiver, og langsomt begynder flere og flere af de andre 11 jurymedlemmer at stemme for ”ikke skyldig” af den tiltalte. Desuden er det fascinerende at finde ud af, at flere af jurymedlemmerne har diverse personlige, hvis ikke selviske, motiver til at ville dømme drengen skyldig. Det er højdramatisk, men også tilfredsstillende at se den udvikling, eller i al fald, afpilning af flere af karaktererne i filmen.
12 Angry Men er et yderst velskrevet og velspillet drama. De 12 jurymedlemmer bliver spillet på fornem vis af Henry Fonda, Lee J. Cobb m.v., og de formår at portrættere de flere lag, som karaktererne har. Plottet indeholder flere drejninger, som foregår mest gennem ord, og som holder din opmærksom fanget. Det er ikke så underligt, at filmen blev nomineret til flere Oscar-statuetter, herunder for Bedste Film, og at filmen i dag ligger nr. 5 over bedste film nogensinde på IMDb.
Hvis jeg skal kritisere noget, så er det, hvilket nok er typisk, at Cobbs ”skurkerolle”, som har flere lag og et personligt motiv, som afsløres til sidst i filmen, også fremstår desto mere interessant, i modsætning til Fondas karakter, som i filmen er, hvad du ser: Én human og god mand ud af de 12.
Titel: 12 Angry Men
DK titel: Tolv vrede mænd
Instruktør: Sidney Lumet
Manus: Reginald Rose
Medvirkende: Martin Balsam, John Fiedler, Lee J. Cobb, E.G. Marshall, Jack Klugman, Edward Binns, Jack Warden, Henry Fonda, Joseph Sweeney, Ed Begley, George Voskovec, Robert Webber med flere.
Genre: Crime, Drama
Spilletid: 1t 36min
IMDb rating: 9,0/10– baseret på +873K IMDb bruger afstemninger
Premiere: 1957