En hvirvlende masse af vand eller luft, der suger alt i nærheden af ​​sig ind mod midten. Sådan lyder definitionen på ordet ”vortex”. Et ord, Gaspar Noé har formået at menneskeliggøre på bedst mulige, tragediefyldte vis med sin film Vortex fra 2021.

Alderdom, demens, hjertestop, forvirring; tragedie. I Vortex følger vi ægteparret Louis og Elle i deres rejse mod livets ende. Filmen føles næsten som realtid med sine lange scener, der bestemt tager sin tid. I åbningsscenen sidder Louis og Elle sammen på deres terrasse. Her ser vi dem i samme billede, i én ramme. Særligt for Vortex er nemlig dens eksperimenterende brug af rammer. Kort efter åbningsscenen, deler billedet sig i to separate rammer. Den ene følger Louis, den anden følger Elle. Her begynder filmens plot. Den næste scene har næsten ingen dialog og varer knap en halv time. Her er Elle, forvirret og ramt af demens, vandret ud på de parisiske gader, mens Louis gør sig klar. Louis forsøger at finde hende, og når han gør, skaber dette et skænderi.

Vortex er en smuk og eksperimenterende film. Gennem filmens forløb leger Noé med to mellemformatrammer, der hver danner sin ramme og fortælling – en til Louis og en til Elle. Vi følger begge karakterer gennem deres hverdag, og selv når de holder hinanden i hånden, danner de to rammer et skævt billede – som om hovedkaraktererne, i deres kamp med sygdom og demens, lever i hver deres verden. På denne måde får filmen ikke kun et æstetisk nydeligt og unikt udseende, men bidrager ubetinget til plottets suspense; eksempelvis når Elle tænder for gaskomfuret og dernæst glemmer alt om det, kan vi kun vente på, at Louis opdager det. Filmen er yderligere karakteriseret af en filmkorn-effekt og mørke farver, der bidrager til dens rå, autentiske udtryk. Med de to rammer følger vi hovedkaraktererne i hvad, der føles som realtid, og Vortex formår dermed at skabe en fantastisk følelse af virkelighed. Når en film føles så realistisk, som Vortex gør, rammer det også meget hårdere, når tragedien træder ind ad døren. Vortexet, der lige så langsomt suger Louis og Elle til sig, suger pludseligt dig med. For vortexet er tiden – og i de lange, smertefulde scener mærker man tiden passere. 

Filmen centrerer sig om et realistisk karakterdrama, der er inspireret af Gaspar Noés eget liv. Noés mor kæmpede nemlig med demens i hendes sidste leveår, og i 2020 får Noé selv en hjerneblødning, der næsten slår ham ihjel. Noé har fortalt, at disse oplevelser har spillet en essentiel rolle i udarbejdelsen af filmen, hvilket er tydeligt at mærke, for i filmen kan man kun føle sig personligt involveret i karakterernes liv.  

Louis’ forværrende helbred, hovedsageligt hjerteproblemer forårsaget af rygning, og Elles demens manifesterer en konstant kamp for deres søn Stéphane – en kamp om at overbevise dem, at de skal på plejehjem. For udover deres helbredsproblemer har Louis og Elle det tilfælles, at de negligerer faktummet, at de snart skal dø. De lever i deres lejlighed i Paris, som var de 10 år yngre, og tilsidesætter behovet for den hjælp, de har brug for. Stéphane bøvler selv med stofafhængighed og fattigdom og har ikke overskud til at skulle tage sig af sine forældre. Han har nemlig en søn, Kiki, som han også skal forsørge.

Louis vil ikke erkende sit forværrende helbred og give slip på fortiden, der for ham er bøgerne og den parisiske lejlighed. Pludseligt, en sen aften, får Louis et hjerteanfald. I en lang, smertefuld scene, ligger han på gulvet og hvæser efter luft. Der går lang tid, før Elle opdager ham morgenen efter. Louis dør på hospitalet, og her skifter de to mellemformatrammer – nogle gange bruges rammerne til at vise forskellige vinkler på samme scene. Andre gange er den ene sort. Da Elle er tilbage i lejligheden, skyller hun al sin medicin ud i toilettet, tænder for gaskomfuret og ligger med dynen over sit hoved, før hun dør. I de sidste scener følger vi Stéphane, der mindes sine forældre til deres begravelse, bl.a. gennem en kort billedmontage af Louis og Elle som unge. Filmen slutter med stillbilleder af Louis og Elles lejlighed med en dyster, mørk, dæmpet baggrundsmusik, der skærer direkte ind til seerens hjerte med en pinende følelse af ubehag.

Vortexet i Gaspar Noés film er universel. Det er det vortex, der gennemsyrer vores fælles eksistens. Det vortex, der skjult går os alle i møde – for hver dag, hver time, der passerer, venter det på, at vi en dag bliver ramt af en ulykke eller alderdommen og dets bivirkninger, før det endegyldigt suger dine søskende, forældre, venner og dig selv ind i sit sorte center og spytter knoglerne ud. Vortex er en film af enestående karakter, præget af universel menneskelig tragedie og frygt. Mon ikke filmen kan klargøre for os, hvor kostbart livet er. Så husk endelig at nyde en kop kaffe på en café med dine nærmeste, iagttage farverige blomster og tage en dukkert i havet, før vortexet sluger dig, som var du ingenting.