Anmeldelse af Sense and Sensibility
Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust
”Jane Austens klassiker får nyt liv i en smuk, jordnær filmatisering om kærlighed, følelser og søsterbånd“
Sense and Sensibility
Sense and Sensibility er en meget afholdt roman, som er skrevet af Jane Austen (1775-1817). Filmskabere har i vores tid tilpasset bogen til både serier og film. Den mest kendte version er fra 1995 med Emma Thompson og Hugh Grant i de prominente roller. Filmen høstede flere nomineringer og en Oscar-statuette for bedste filmmanuskript og anses den dag i dag for at være den bedste filmatisering. I år kommer den britiske instruktør Georgia Oakley med sit bud på denne afholdte romantiske historie. Filmen får premiere i de danske biografer den 22. oktober 2026.
I denne anmeldelse vil jeg komme med nogle kommentarer til forskellene mellem de to film. Det er ikke for at gøre den ene film bedre end den anden. Men det er interessant at se, hvad man har valgt at fokusere på, og hvordan man har gjort det.
For dem, der skal stifte bekendtskab med Sense and Sensibility for første gang, er et resumé passende at få med sig.
Vi er i England i det 19. århundrede og møder familien Dashwood, som er en del af landets overklasse. Familiens patriark dør. Han efterlader sig en søn og sine tre stedsøstre. Loven bestemmer, at sønnen er hovedarving. Det betyder, at de tre søstre og deres mor må forlade deres residens, Norland Park. Det medfører et skred i deres sociale status og økonomi. Det bedste, de kan gøre, er at gifte sig med en velhavende mand, som kan tage sig af deres ve og vel. Søstrene er heldige, da en fjern fætter af familien giver dem lov til at bo billigt på Barton Cottage. Nu begynder et nyt kapitel for familien, og søstrene lærer nye mennesker at kende. Romantik og kærlighed spreder sig i luften, og der opstår misforståelser om hensigter og andre forviklinger. Hvordan det hele udspiller sig og ender, må man se filmen for at finde ud af.
En Jane Austen-film forbinder jeg med lyse, venlige og farverige billeder. Vi ser hvidmalede herregårde, som er omgivet af uendelige grønne træer, skove og små søer, ligesom i udgaven fra 1995. Mænd og kvinder er klædt i datidens kjoler, hatte og jakkesæt. Sådan er det også i årets udgave. Dog er farvetonerne mørkere og mere grå. Det ser man blandt andet i scenerne med stearinlys ved spisebordet, og landskabet har mange steder en gråbrun farvepalet. I min optik fungerer det helt fint, da jeg får en fornemmelse af en tid uden elektricitet og af kolde stuer efter regn og mudder. Nogle vil kalde det realisme. Det er der plads til at diskutere over en kop te og et stykke kage efter filmen.
En anden ting, man fornemmer, er, at man i den nyeste udgave fokuserer på søstrene Elinor Dashwood (Daisy Edgar-Jones) og Marianne Dashwood (Esmé Creed-Miles), deres indbyrdes relation og personligheder. Det kommer til sin ret, da Elinor er den reserverede søster, som evner at holde styr på sine følelser og gør en stor indsats for at gøre det. Marianne er den, der prompte giver udtryk for, hvad hun mener om og oplever i forskellige situationer. Det passer rigtig godt til historien og dens titel, Sense and Sensibility. Dertil kan man sige, at skuespillerne i den nye udgave er tættere på deres karakterers alder end skuespillerne i versionen fra 1995. Med kameraet som redskab kan man nu diskutere, hvem af skuespillerne man synes fanger sin karakter bedst – og hvilken filmudgave man bedst kan lide.
Jeg nød filmen. Sense and Sensibility fra 2026 har mange fine kvaliteter at byde på. Visuelt er der nogle smukke scener at nyde, og skuespillerne får karaktererne frem og ud over lærredet. Jeg håber, at denne mere jordnære version vil blive taget imod med et åbent og positivt sind. Jeg håber, man ser denne version og den fra 1995 som to udgaver, der hver især giver et friskt syn på historien. Derfor får denne film af mig 5 stjerner ud af 6 mulige.
Trailer:
Title: Sense and Sensibility (Dansk titel: Fornuft og Følelse )
Karakter: 5 ud af 6 stjerner
Instruktør: Georgia Oakley
Medvirkende: Daisy Edgar-Jones, Esmé Creed-Mile, Bodhi Rae Breathnach, Caitriona Balfe, Tom Brooke, Stacy Martin, George MacKay, Herbert Nordrum, Fiona Shaw, Frank Dillane, Turlough Convery, Chloe Pirrie m.fl.
Genre: Drama
Længde: 2 t 11 min
Premiere: 2. oktober 2026