Menu Luk

Billie Eilish – Hit Me Hard and Soft

Anmeldt af Mille Lau

 

Stjernestøv, sårbarhed og styrke.

“Hit Me Hard and Soft” er sigende for den gennemslagskraft, Billie Eilish har opbygget — ikke ved held, men ved en kompromisløshed, der kun bliver tydeligere, jo tættere vi kommer på hende. Og når ambitionen er at gøre noget større, vildere og mere nærværende end nogen koncertfilm før, hvem er så bedre at alliere sig med end James Cameron? To kreative kræfter, der i stedet for at støde sammen, løfter hinanden i jagten på den ultimative publikumsoplevelse.

Filmen åbner med en næsten elektrisk ro – Hvor scenen bygges op i Manchester’s Co‑op Live Arena, publikum summer da de bliver lukket ind, og backstage gør Billie sig klar. Da hun bliver kørt ind i kassen og træder frem i sin basketball‑trøje med “Hard and Soft 1”, eksploderer salen i lys og lyd. Det er et øjeblik, hvor man mærker, at hun både er et lille væsen og en gigantisk personlighed på samme tid.

Optagelserne strækker sig over fire udsolgte aftener, og det mærkes i hver eneste detalje. Lysdesignerne arbejder efter farvekoder til hver sang, og Billie er besat af, at alle — også dem på bagerste række — skal føle sig som en del af noget særligt. Hun siger selv, at hun vil være den artist, hun selv ville være fan af, og det gennemsyrer hele filmen.

De håndholdte sekvenser er intense og næsten overvældende. Alting går hurtigt, bølger frem og tilbage, og man føler sig kastet ind i hendes tempo. Det eneste, der kunne have løftet oplevelsen yderligere her, var et IMAX‑format — for filmen skriger på det. Men Camerons miniature‑3D‑kameraer gør alligevel noget helt særligt – De placerer os midt i hendes virkelighed, ikke som tilskuere, men som deltagere.

En af filmens stærkeste scener er, når Billie får 20.000 mennesker til at tie fuldstændig stille, mens hun nynner et loop. Ingen hoster, ingen skriger. Alle holder vejret. Jeg gjorde det samme i biografsædet, som om jeg kunne forstyrre hende gennem lærredet.

Scenografien er et visuelt overflødighedshorn: LED‑gulve, skærmkasser, laserlys, pyroteknik, der ikke er set før. Det er en totaloplevelse, hvor hver eneste effekt er tilrettlagt af Billie selv og udført med kirurgisk præcision hver eneste gang det bliver leveret af alle omkring hende.

“Hit Me Hard and Soft: The Tour (Live in 3D)” er mere end en koncertfilm. Det er en kærlighedserklæring til kunsten, til fansene og til øjeblikket, der ellers ville være forsvundet. Billie får lov at være både superstjerne og samtidig så meget menneske som vi ikke har set før. Og vi får lov at være helt tæt på — tættere end selv de forreste VIP‑pladser.

Filmen får seks stjerner ud af seks mulige,
og jeg forstår godt der er solgt mange billetter allerede inden premieren.

Trailer:

Title: Billie Eilish – Hit Me Hard and Soft: The Tour (Live in 3D)

Karakter: 6 ud af 6 stjerner

Instruktør: Billie Eilish & James Cameron

Medvirkende: Billie Eilish, James Cameron, Finneas O’Connell, Andrew Marshall, Solomon Smith, Abraham Nouri, Tom Crouch, Jane Horner, Ava Horner m.fl.

Genre: Koncertfilm

Længde: 1 t 54 min

Premiere:  07. Maj 2026