Den gode stemning er en serie med tydelige ambitioner om at skildre menneskelige relationer, familiære brudflader og de hemmeligheder, der langsomt æder sig ind på dem, der forsøger at holde facaden intakt. Serien vil fortælle en historie om, hvordan fortiden aldrig helt slipper sit tag – men den har samtidig svært ved at fastholde seerens interesse hele vejen igennem.

Centralt står søskendeparret Eva og Mads, der udadtil fremstår velfungerende, men internt i familien bærer rundt på en række uforløste konflikter og hemmeligheder. Det er fortielser, der ikke nødvendigvis bliver sagt højt, men som konstant ligger og ulmer under overfladen: gamle svigt, uindfriede forventninger og valg, som ingen længere vil tage ansvar for. Serien er tydeligt optaget af, hvordan sådanne hemmeligheder kan blive en del af familiens DNA – noget man lever med, men aldrig rigtig taler om.

Problemet er, at disse interne hemmeligheder ofte bliver mere antydet end udfoldet. I stedet for at fungere som dramatiske drivkræfter, ender de gentagne gange som stemningsmarkører, der holder karaktererne fastlåst i de samme mønstre. Fortællingen bevæger sig langsomt, og flere afsnit kredser om de samme konflikter uden for alvor at bringe dem videre. Det gør serien træg og gør det vanskeligt at forblive engageret.

Et gennemgående tema er ønsket – og frygten – for at give slip på fortiden. Karaktererne ved godt, at de må videre, men de formår ikke rigtigt at tage springet. Her rammer serien noget genkendeligt og menneskeligt, men den mangler modet til at skære skarpere igennem. I stedet for forløsning får man ofte gentagelser, hvor fortiden endnu en gang spænder ben for nutiden, uden at det tilfører nye nuancer.

Seriens klare styrke er Mads, spillet af Pilou Asbæk. Han bærer serien med en præstation, der er både rå og troværdig. Mads er paradoksalt nok også den mest forudsigelige karakter, men netop fordi hans indre kamp er så klart defineret, bliver han den mest sammenhængende figur. Asbæk formår at give karakteren dybde og nerve, selv når manuskriptet gentager sig selv.

Når fokus bevæger sig væk fra Mads, mister serien ofte sin energi. Eva og de øvrige familiemedlemmer får aldrig helt samme tyngde, og det skaber en ubalance i fortællingen. Man fornemmer et større potentiale i familiedramaet, end serien formår at indfri.

Den gode stemning ender derfor som en serie, der vil meget med sine temaer om hemmeligheder og fortidens greb – men som mangler tempo, skarphed og dramatisk konsekvens. Resultatet er et afdæmpet drama, der sjældent for alvor sætter sig fast.