Denne film er en dybt bevægende og tankevækkende skildring af sundhedsvæsenets ofte oversete sider, og den formår med en næsten poetisk intensitet at trække publikum ind i en verden fyldt med moralske dilemmaer, menneskelige følelser og uafrystelige øjeblikke. Med en nærmest kirurgisk præcision dissekerer filmen de komplekse relationer mellem patienter, pårørende og sundhedspersonale, og den efterlader et varigt indtryk, der hænger ved længe efter rulleteksterne er færdige.

Hovedrolleindehaveren Özlem Saglanmak leverer en præstation af en sjælden kaliber. Hendes portrættering af Alexandra er både nuanceret og dybt menneskelig, og hun formår at balancere karakterens styrke og sårbarhed på en måde, der gør hende umulig ikke at sympatisere med. Fra første scene er man fanget af hendes evne til at navigere i dagligdagens kaos med en stoisk ro, der dog langsomt krakelerer, hvilket blot gør hende endnu mere relaterbar.

Mathilde Arcel, som spiller den unge læge Emilie, bringer en frisk og rå energi til filmen. Hendes debut som forvagt er skildret med en næsten klaustrofobisk intensitet, og hendes kamp for at finde fodfæste i en verden, hvor liv og død hænger i en tynd tråd, er både hjerteskærende og inspirerende. Scenen, hvor hun står over for en livstruende diagnose hos en ung patient, er en af filmens mest nervepirrende og følelsesladede øjeblikke.

Trine Dyrholm leverer en hjerteskærende og uforglemmelig præstation som moren til den unge patient Oliver. Hendes karakter er en kvinde, der nægter at give slip på håbet, selv når virkeligheden synes ubarmhjertig. Dyrholm formår med en næsten overjordisk intensitet at skildre en mors ubetingede kærlighed og kamp for sin søn, og hendes blik alene rummer en hel verden af smerte, håb og desperation. Hun er filmens følelsesmæssige omdrejningspunkt, og hendes rejse gennem sorgens mange facetter er både rørende og dybt menneskelig. I en af filmens mest gribende scener ser vi hende klamre sig til det mindste håb, som om det er en livline, der kan holde hende oppe i en ellers bundløs afgrund. Hendes styrke og sårbarhed smelter sammen i en præstation, der er lige så kraftfuld, som den er subtil.

Anders Matthesen, der spiller faren, befinder sig i en svær og næsten umulig position. Han er fanget mellem sin kones ukuelige håb, lægernes brutale ærlighed og sin egen kamp for at forstå og acceptere sin søns situation. Matthesen bringer en stille, men dybt resonant smerte til rollen, og hans karakter balancerer mellem at støtte sin kone og samtidig forsøge at navigere i de svære beslutninger, der skal træffes. Hans dilemma er hjerteskærende: Skal han holde fast i håbet for sin kones skyld, eller skal han acceptere den barske virkelighed og tage stilling til sin søns sidste vilje ? Denne indre konflikt gør hans karakter både relaterbar og dybt menneskelig, og Matthesen formår at give faren en stille styrke, der står i kontrast til morens mere udtryksfulde kamp.

Olaf Johannsen som neurokirurgen Esben er en kraftfuld tilstedeværelse på lærredet. Hans autoritet og kompromisløse ærlighed er både skræmmende og beundringsværdig, og hans replik, “Alle læger har en kirkegård,” er en af de mest mindeværdige og rystende øjeblikke i filmen. Det er en sætning, der indkapsler filmens kernebudskab om den tunge byrde, som sundhedspersonale bærer.

Visuelt er filmen en tour de force af symbolik og kontraster. Scener som den, hvor en udmattet læge sidder i en trappeopgang badet i et rød-orange skær, eller hvor Alexandra bryder sammen og bliver trøstet af en patient, er både visuelt slående og følelsesmæssigt overvældende. Disse øjeblikke er ikke blot smukke, men også dybt meningsfulde, og de forstærker filmens temaer om menneskelighed og sårbarhed.

Filmens fokus på organdonation er både modigt og nødvendigt. Den formår at sætte emnet på dagsordenen på en måde, der er både oplysende og følelsesladet. Gennem de pårørendes kamp for at tage stilling til en beslutning, der aldrig blev diskuteret, bliver vi mindet om vigtigheden af at tage stilling til organdonation, mens vi stadig kan. Det er en kraftfuld påmindelse om, hvordan liv kan reddes, selv i de mørkeste øjeblikke.

Alt i alt er denne film en cinematisk perle, der med sin dybde, æstetik og følelsesmæssige resonans formår at sætte fokus på nogle af de mest komplekse og menneskelige aspekter af sundhedsvæsenet. Instruktør Zinnini Elkington har med sin spillefilmsdebut skabt et værk, der balancerer rå realisme med poetisk symbolik, og som med sin modige fortælling både rører og udfordrer publikum. Det er en film, der ikke blot underholder, men også oplyser og inspirerer til refleksion over livets skrøbelighed, håbets styrke og de etiske dilemmaer, der præger sundhedspersonales hverdag. Med sine stærke skuespilpræstationer og sin visuelle finesse vil filmen uden tvivl efterlade et varigt indtryk på alle, der ser den.

Filmen får fem store stjerner ud af seks mulige